I går blev første runde af Omega European Masters spillet – og hvilke omgivelser oppe i bjergene! Desværre blev dagen præget af tætte skyer, der væltede ind over området fra start til slut, og tog udsigten.
Syv danskere er til start på Crans-Sur-Sierre GC i Schweiz, men ikke alle nåede på banen torsdag. Blandt dem er Nicolai Højgaard, Jacob Skov Olesen og Hamish Brown, som først gik i gang med 1. runde i dag, fredag.
Fire danskere nåede dog at spille i går, trods flere afbrydelser undervejs. Så mange, at det tog Lucas Bjerregaard hele 12 timer fra han slog ud på 1. tee, til han endelig kunne putte ud på 18. green.
De fire danskere i aktion torsdag leverede næsten identiske scores. Både Lucas Bjerregaard, Rasmus Neergaard-Petersen og Rasmus Højgaard gik alle i -2. Sidstnævnte måtte dog notere en dobbeltbogey på hul 12, da hans drive klistrede sig til bunkerkanten. Trods et hæderligt forsøg på at komme fri endte bolden desværre i vandet.
En score i -2 placerer pt. de tre danskere på en delt 25.-plads.
Sidste mand på banen i går var Alexander George Frances, som kom rundt i -1. Det rækker foreløbigt til en delt 47.-plads.
De sidste spillere, der manglede at fuldføre deres første runde, er nu i gang, og du kan følge hele leaderboardet lige her.