ENDELIG! Det må have været tanken hos golffans verden over, da Rory McIlroy holede sit birdieputt på 18. i omspillet mod Justin Rose og sikrede sig den majorsejr, han har jagtet i 11 år.

Sejren – og især finalerunden – går på flere måder over i historien. Først og fremmest fordi Justin Rose startede finalerunden syv slag bag McIlroy på førstepladsen, men med en imponerende birdie på tværs af 18. green spillede sig til 11 under par – en score, der viste sig at være nok til at fremtvinge et omspil.

Drama og dobbeltbogeys

McIlroys finalerunde bød på alt: En nervøs åbning resulterede i en dobbeltbogey på hul 1, og hans forspring på to slag forsvandt hurtigt, da han pludselig lå side om side med Bryson DeChambeau. Men herefter spillede McIlroy næsten fejlfrit – indtil han på hul 13 slog bolden i Rae’s Creek fra 78 meter og måtte notere endnu en dobbeltbogey, hans fjerde i løbet af ugen.

Netop det er bemærkelsesværdigt: Ingen spiller har tidligere vundet The Masters med fire dobbeltbogeys i samme turnering. Spændingen blev derfor holdt til det allersidste – men McIlroy holdt hovedet koldt, og sejren blev hans.

McIlroy skriver sig ind i historien

At McIlroy endelig får den eftertragtede grønne jakke, er i sig selv stort. Men endnu større er det, at han nu er den blot sjette spiller i golfhistorien, der har vundet alle fire majors. Dermed stiller han sig i selskab med legender som Tiger Woods, Jack Nicklaus, Gene Sarazen, Ben Hogan og Gary Player.

Rasmus Højgaards bedste majorresultat

Rasmus Højgaard sluttede sin Masters-debut med en delt 32. plads efter en sidste runde i +2 og noterede sig dermed sit hidtil bedste resultat i en major. Undervejs viste han glimt af det store potentiale, især med fredagens runde i 67 slag, hvor han lå på en delt 8. plads.

Turneringen blev en lærerig oplevelse for den unge dansker. Augusta National var krævende, og testede både hans tålmodighed og evner – erfaringer han kan tage med sig i forhåbentlig mange fremtidige Masters-turneringer.