Betingelserne var gode denne mandag på Sand Valley Golf Resort. På den gode side af 20 grader, lun forårssol og næsten ingen vind. Med andre ord perfekte betingelser for at gå en lav golfrunde når man er professionel golfspiller.

Det vidste svenske Tobias Edén, nummer to på Road to Europe-ranglisten og vinder af INFINITUM Championship i februar. Men om han havde drømt om at gå den runde han gik, da han efter sjette hul var én under, vides ikke. For da tog fanden ved Edén. Karlstad-spilleren hældte tre birdies i træk i for at komme op på siden af spillemakkeren Martin Eriksson, der var fire under, og den anden spillemakker Peter Launer Bæk var tre under.

Derfra så Edén sig ikke tilbage. Det gjorde Eriksson og Bæk heller ikke. Tilsammen lavede de 18 birdies på de sidste ni huller. Atten.

Edén måtte nøjes med en par på hul 10, men derfra fik han os og resten af feltet til at spærre øjnene op. Han birdiede resten af hullerne. Otte birdies på de sidste otte huller. Wow. “Hullet virkede bare kæmpestort”, fortalte han. “Jeg tænkte på 59 undervejs. Det er en kæmpe motivator, at ECCO Tour har indført den her pris på 5.900 Euro til den første der skyder 59.”

Edén endte med en 61’er. 12 under par med en bogey på kortet. Da han gik af 18. green, udvekslede gruppen et par skæve smil, for det var i sandhed en runde til historiebøgerne. Bæk birdiede seks af de sidste ni og sluttede ni under par. Han er alene på andenpladsen efter Edén, mens Martin Eriksson satte fire birdies mere på kortet på de sidste ni. Han endte på otte under og er på en delt tredjeplads.

Så den tre-bold der startede kl. 13.20 fra hul 1 sluttede kl. 17.53. Da var de tilsammen 29 under par og på en delt første-, anden- og tredjeplads. Det var en fed dag på Sand Valley Golf Resort.

Anden runde starter tirsdag, og det eksplosive trekløver skal ud klokken 8.20. De første grupper slår ud kl. 7.00.

Du kan følge med i live-scoring her.