Den blot 16-årige golfkomet, Christian Arly Photin Hansen satte torsdag alle konkurrenterne til vægs efter en decideret magtdemonstration ved Nordic Golf League Q-School i Greve. Smørum-spilleren gentog bedriften fra onsdagens runde, og med en samlet score i vanvittige 16 under par (64-64) henviste han dermed forhåndsfavoritten og landsholdsspilleren Kristian Hjort Bressum til andenpladsen – hele seks slag bagefter.
Bertil Johan Lykkeberg blev nummer tre i ni under par, mens Emil Kjeldsen og Bob Geurts fra Holland, blev nummer fire og fem i henholdsvis otte og syv under par.
Finaledagen af Nordic Golf League Q-School Denmark handlede dog primært om at snuppe en af de 15 pladser ved Final Stage i næste uge. Det krævede et drabeligt omspil om de sidste fem pladser blandt hele otte spillere, der alle sluttede i fire under par.
Du kan se hvilke 15 spillere, der gik videre til Final Stage her.