Challenge Touren har offentliggjort Road to Mallorca kalenderen for 2025 med en rekordstor samlet præmiesum på 9.000.000 €. Kalenderen vil bestå af 29 turneringer, der spilles på tre kontinenter i 18 forskellige lande.

Sæsonen begynder for femte år i træk i Sydafrika i slutningen af januar med SDC Open, der er den første af fire co-sanctioned events med Sunshine Tour.

I marts vender Challenge Touren tilbage til Indien med back-to-back turneringer, der starter med Kolkata Challenge, som igen vil blive spillet på Royal Calcutta Golf Club, efterfulgt af Delhi Challenge på Classic Golf & Country Club.

Til april går turen til De Forenede Arabiske Emirater og UAE Challenge, som vil finde sted på Al Zorah Golf Club i Ajman for første gang, efterfulgt af Abu Dhabi Challenge.

Challenge Touren besøger i maj Spanien for den 26. udgave af Challenge de España, som vil kickstarte en række på 18 turneringer over 20 uger og strække sig gennem 14 lande i Europa.

Italian Challenge Open vender tilbage til Golf Nazionale, ligesom Swiss Challenge flytter tilbage til Golf Sempachersee, hvor den tidligere har været afholdt mellem 2010 og 2019.

En række nye steder vil også fremgå af kalenderen for 2025. Den danske udgave; Danish Golf Challenge spilles i 2025 i Bogense Golf Klub, Indoor Golf Group Challenge i Sverige vil nu finde sted på Upsala Golf Club, mens Irish Challenge og Farmfoods Scottish Challenge vil blive spillet på henholdsvis Killeen Castle og SCHLOSS Roxburghe.

Road to Mallorca slutter i oktober med to turneringer i Kina. Først Hainan Open efterfulgt af Hangzhou Open, som er sidste mulighed for at spille sig til en plads i Rolex Challenge Tour Grand Final.

Sæsonens finale spilles på Mallorca fra 30. oktober til 2. november, hvor de 45 bedste spillere på ranglisten skal kæmpe om de eftertragtede 20 DP World Tour-kort.

De 20 spillere, der kvalificerer sig til DP World Tour, vil derefter være berettiget til DP World Tours Earnings Assurance Programme, som garanterer dem en minimumsindkomst på 150.000 $ for 2026-sæsonen, hvis de deltager i 15 eller flere events.

“Jeg er utrolig stolt af at præsentere vores 2025 Road to Mallorca-kalender, med de største samlede samlede præmiepenge i tourens historie”. udtaler Jamie Hodges, direktør for Challenge Tour og forsætter “Challenge Touren fortsætter med at producere den næste generation af top spillere. Sidste sæson beholdt 16 af de 21 oprykkere deres DP World Tour-kort, og tre af dem, Matteo Manassero, Jesper Svensson og Frederic Lacroix, vandt på DP World Tour i 2024.

Tre danskere; Rasmus Neergaard-Petersen, Hamish Brown og Lucas Bjerregaard rykkede i 2024 fra Challenge Tour op på DP World. Neergaard endda som vinder af ranglisten.

17 danske spillere har kategori på Challenge Tour i 2025, heraf 14 med det der betegnes som fuldt kort. De 17 er:

  • Jonathan Gøth-Rasmussen (Kat 1)
  • Joachim B. Hansen (Kat 2a)
  • Alexander Frances (Kat 5) (Har også DP World Tour kort)
  • Jacob Skov Olesen (Kat 5) (Har også DP World Tour kort)
  • Nicolai Kristensen (Kat 6)
  • John Axelsen (Kat 7)
  • Sebastian Friedrichsen (Kat 7)
  • Christoffer Bring (Kat 9)
  • Søren Broholt Lind (Kat 9)
  • Christian Jacobsen (Kat 9)
  • Martin Simonsen (Kat 9a)
  • Søren Kjeldsen (Kat 10) (Spiller nu nok PGA Champions Tour i stedet :-))
  • Victor Sidal Svendsen (Kat 12a)
  • Jens Kristian Thysted (Kat 12b)
  • Peter Launer Bæk (Kat 14)
  • Jeppe Kristian Andersen (Kat 14)
  • Anders Emil Ejlersen (Kat 15)

Den fulde kalender for 2025 Road to Mallorca kan ses ved at klikke her.