På hjemmebanen i Næstved Golfklub leverede Alexander Frances en vild finish og sikrede sig sejren i H20 X Danish Golf Championship efter en intens afslutning. Med fire birdies på de sidste fem huller viste Frances nerver af stål, hvilket akkurat var nok til at hente sejren hjem.

Det meste af dagen pegede pilen dog på Christian Jacobsen som vinder. Jacobsen havde et kort tidspunkt en treslags føring, der dog før sidste hul var reduceret til ét slag. Men efter en næsten fejlfri runde, snublede Jacobsen med en bogey på dagens sidste hul, hvilket åbnede døren for Frances, der med en birdie kunne sikre sin anden sejr for sæsonen.

Jens Kristian Thysted fuldendte en god danskerdag ved at tage tredjepladsen med en flot runde i 67 slag (-5). Fjerdepladsen endte på svenske hænder hos Hugo Townsend og Jesper Sandborg, begge i 12 under par, mens Morten Ørum Madsen, Oliver Suhr, Mads Laage og Oscar Ambrosius delte sjettepladsen sammen med svenske David Lundgren.

Med sejren avancerer Alexander Frances til en fjerdeplads på Road to Europe Ranglisten, hvilket styrker hans chancer for at tage en af de sidste fire pladser til næste års Challenge Tour betragteligt.

Se alle resultater her.

Næste turnering spilles på Great Northern allerede fra på tirsdag, hvor årets ECCO Tour major; Great Northern Challenge løber af stablen. Turneringen får deltagelse af 72 spillere der skal kæmpe om en præmiesum på 500.000 kr.