Der blev i dag taget hul på Esbjerg Open by FREJA, og til trods for en vejrudsigt, der var noget uforudsigelig, må man bare sige, at vejrguderne var med os. Ikke en vind rørte på sig, og det gav feltet en oplagt mulighed for at vise, hvordan Marbæk-banen i Esbjerg skal spilles. Og ikke nok med det – banen stod knivskarpt, og greens rullede, som de skal, så gode putts blev belønnet.
August Thor Høst viste vejen rundt på alle måder og kunne notere sig en bogeyfri runde i 65 slag, -6, og kan dermed se sig selv i toppen af leaderboardet.
Høst kan dog ikke hvile på laurbærrene, da han har hele 10 spillere inden for bare 3 slag, og Esbjerg er kendt som en bane, der nemt kan bide fra sig – især hvis vejret får noget at skulle have sagt.
Flere danskere med fremme
Den erfarne Oliver Suhr var ude tidligt i morges og kunne efter sin runde i 66 slag, -5, se sig selv i toppen af leaderboardet for en stund. Udover Høst var der ingen, der kunne matche Suhrs score.
Til gengæld var der flere, der kunne skrive under på en score i -4. Blandt dem ranglistens nummer 5, Victor Bjørløw. Den høje og langtslående dansker havde kun en enkelt blå plet på sit scorekort, men noterede sig til gengæld 5 birdies. -4 rækker til en delt 3.-plads – en placering, som også Bjørn La Cour Søborg befinder sig på.
På en delt 9.-plads i -3 finder vi yderligere to danskere: Oskar Ambrosius og William Gøth-Rasmussen.
Se hele leaderboardet her