De gode betingelser for birdies fortsatte fredag, og det satte tydeligt sit præg på leaderboardet.
Der spilles på to baner i første og anden runde, og fredag blev der derfor byttet rundt. Flere af spillerne fra top-10 efter første runde formåede at holde fast, men der blev alligevel rykket rundt i toppen.
Finske Matias Honkala, der åbnede med en runde i -8 på Hills/Ruins, fulgte op med -6 på Lakes og er dermed alene i spidsen i -14 samlet – to slag foran nærmeste forfølger.
Den nærmeste forfølger er danske Martin Leth Simonsen, som leverede dagens laveste runde i -7 og rykkede frem til -12 samlet. Det var en stabil runde med få udsving. Et par “vintersving”, som danskeren selv beskrev det, kostede en enkelt dobbeltbogey, men ellers var der styr på alle dele af spillet.
Dagens bedste score blev også leveret af hollandske Tom Hoetmer, der med sin -7-runde sprang 11 pladser frem på leaderboardet til en delt tredjeplads, fire slag fra føringen.
Danskerne før finalerunden
Kasper Nyland er næstbedste dansker i feltet. En runde i -3 bringer ham til -8 samlet og en delt femteplads inden morgendagens finalerunde. Med en lav runde lørdag kan han spille sig ind i kampen om sejren.
Frederik Birkelund faldt fem pladser tilbage til en delt 13. plads efter en runde i -2. Det understreger, hvor lavt der skal scores for at avancere på det tætpakkede leaderboard.
Der var også danske højdespringere tirsdag.
Den unge amatør Mads Heller og August Thor Høst fik begge en tung start på turneringen med +4 i første runde. Men to stærke runder i -6 sendte dem begge 72 pladser frem i feltet og sikkert inden for cutgrænsen.
Det samme gjaldt Jonas Lykke Petersen. En runde i -5 løftede ham 57 pladser frem til en 35. plads.
Finalerunden spilles på Lakes der slår ud imorgen kl. 9.00.
Du kan følge med her