Hvor der ikke blev produceret de helt lave scores set med danske briller under formiddagens runde, ser det lige nu væsentligt anderledes ud om eftermiddagen.
Her har især Lucas Bjerregaard fået en fremragende start på Danish Golf Championship, og danskeren har for alvor spillet sig ind i toppen af leaderboardet.
Bjerregaard, der startede på hul 10, lagde hårdt fra land og var allerede tre under par efter blot fire spillede huller. Han fortsatte det stærke spil med endnu en birdie på sit syvende hul og fulgte op med en eagle på hul 8, hvilket bragte ham til seks under par for runden.
Den eneste plet på scorekortet kom på hul 9, der i denne uge spilles som banens 18. hul. Her måtte Bjerregaard notere en bogey efter et treputt.
Det slog dog ikke Bjerregaard ud af kurs. Allerede på hul 10 svarede han igen med endnu en birdie og kom dermed tilbage til seks under par. Det placerer ham i skrivende stund på en delt andenplads.
Thorbjørn Olesen er også flyvende på Great Northern. Med tre huller tilbage har Olesen endnu ikke lavet en eneste bogey. Til gengæld har han produceret fire birdies undervejs og er dermed fire under par for runden.
Det rækker lige nu til en delt syvendeplads, og dermed har Danmark to spillere helt fremme i toppen af leaderboardet torsdag eftermiddag.