Jacob Skov Olesen og Niklas Nørgaard kunne søndag begge forlade The Belfry med en delt andenplads ved British Masters. Samme placering, men et resultat der kan få stor betydning for de to danskere af vidt forskellige årsager.

Nørgaard tog et kæmpe spring

For Niklas Nørgaard var der tale om et tiltrængt topresultat på en bane, han har særdeles gode minder fra.

Det var nemlig netop på The Belfry, at Nørgaard i 2024 vandt sin hidtil eneste titel på DP World Tour.

Denne sæson har været anderledes vanskelig for danskeren. Inden British Masters var hans bedste resultat på DP World Tour en delt 21. plads, og han kom til The Belfry som nummer 111 på Race to Dubai.

Andenpladsen ændrer markant på det billede.

Nørgaard springer hele 49 placeringer frem og indtager nu 62. pladsen på Race to Dubai. Dermed er han gået fra at befinde sig omkring grænsen for at bevare spilleretten til nu at stå i en langt mere komfortabel position i kampen om kortet til 2027.

Skov Olesen banker endnu engang på

For Jacob Skov Olesen handler andenpladsen om noget helt andet.

Danskeren lagde stærkt fra land på finalerunden og sendte sig alene i spidsen med tre birdies i træk på hul 2, 3 og 4. Flere birdies blev det dog ikke til, og med en runde i 71 slag måtte han til sidst se Joe Dean løbe med sejren.

Men andenpladsen er endnu et stort resultat i en sæson, hvor Skov Olesen igen og igen har vist, at han hører til i toppen på DP World Tour.

Det var hans syvende top-10-placering i sæsonen og samtidig anden gang, han slutter på andenpladsen.

Resultatet sender ham seks placeringer frem på Race to Dubai, hvor han nu indtager 10. pladsen. Dermed har han for alvor bragt sig ind i kampen om et af de eftertragtede PGA TOUR-kort, der ved sæsonens afslutning uddeles til de ti bedst placerede spillere, som ikke allerede er exempt på PGA TOUR.

Og selv om den første sejr på DP World Tour fortsat mangler, bliver det sværere og sværere at forestille sig, at der skal gå længe, før den kommer.

Fire danskere i top-26

Det var i det hele taget en stærk dansk uge på The Belfry.

Thorbjørn Olesen spillede sig med en afsluttende 68’er til en delt niendeplads i ni under par. Det er hans bedste resultat på DP World Tour siden Dubai Invitational tilbage i januar og sender samtidig Olesen ind i top-100 på Race to Dubai.

Marcus Helligkilde leverede også endnu et solidt resultat og sluttede på en delt 26. plads i seks under par.

Helligkilde spiller i øjeblikket på en medical exemption og kæmper derfor for at generhverve sin fulde spilleret til 2027. En delt 26. plads på The Belfry er endnu et skridt i den rigtige retning.

En uge med to danskere på andenpladsen, tre i top-10 og fire blandt de bedste 26 blev dermed en særdeles udbytterig dansk uge ved British Masters.

Se det endelige leaderboard her