Dag 2 af Sand Valley Championship mindede på mange måder om åbningsdagen – med næsten optimale spilleforhold fra morgenstunden. Vinden var fraværende fra morgenstunden og tog kun en smule til i løbet af dagen, uden at det nogensinde påvirkede spillet.
De rolige forhold blev udnyttet af August Høst, der var ude i dagens første flight. Høst gik en stærk runde med syv birdies og to bogeys, hvilket gav en score i 67 slag, -5. Det bringer ham samlet til 11 under par og en delt andenplads før finalerunden.
I front finder vi svenske Adam Wallin, som fastholdt sin føring fra første runde. Med en runde i 66 slag er han nu 14 under par og har tre slag ned til nærmeste forfølgere.
Tæt felt skaber spænding
Der blev produceret over 600 birdies i løbet af anden runde, og det ses på leaderboardet, hvor feltet er tæt pakket. Cuttet faldt ved fem under par, og hele 20 spillere ligger i otte under eller bedre. Det efterlader ikke meget plads til fejl, og Wallin må forvente pres bagfra, når sidste runde spilles.
Flere danskere i spil
Udover August Høst er flere danske spillere med fremme. Jeppe Kristian Andersen gik en solid runde i syv under par og ligger nu på ti under samlet. Victor Bjørløw fortsatte også det gode spil og fulgte sin første runde i 67 slag op med en 68’er, hvilket placerer ham på ni under.
Jonas Lykke Sørensen, Mads Heller, Oliver Hundebøll og Mads Laage er også med i top-10, alle i otte under par. Laage leverede dagens bedste danske score med en bogeyfri runde i 65 slag.
Du kan følge med i finalerunden lige her