U.S. Open er tilbage på sin mest ikoniske bane: Oakmont Country Club i Pennsylvania. Det er 10. gang, at Oakmont er vært for mesterskabet – flere gange end nogen anden bane. Rasmus Højgaard, Thorbjørn Olesen, Niklas Nørgaard og Rasmus Neergaard-Petersen er klar til at vise dannebrog frem.
Kendt for sine brutale udfordringer og lynhurtige greens, er banen blevet renoveret siden sidste gang i 2016, med udvidede greens og forbedret dræning. Eksempelvis har det berygtede par-3 hul 13 nu seks mulige pinplaceringer i stedet for to.
Baneforholdene bliver ekstreme. Greens forventes at måle omkring 15 på stimpmeteren, og roughen bliver mindst fem tommer høj. Den 125. udgave af U.S. Open er igen klar til at leve op til ryet som golfens hårdeste test.
Bryson DeChambeau er forsvarende mester efter sin dramatiske sejr i 2024, hvor han overhalede Rory McIlroy på de sidste huller og vandt med ét slag. I år jagter han en historisk titel som den første til at forsvare U.S. Open siden Brooks Koepka i 2018.
Majorsæsonen har indtil videre været domineret af stjernerne. McIlroy skrev historie ved at fuldende sin Career Grand Slam på Augusta, og Scottie Scheffler fulgte op med sejr i PGA Championship.
Begge har vundet tre turneringer globalt i år og ankommer til Oakmont som favoritter – dog med McIlroy på bagkant af et misset cut i Canada.
Flere debutanter gør sig klar. Blandt feltets 156 spillere er der syv DP World Tour-spillere, som spiller deres første U.S. Open – herunder Niklas Nørgaard og Rasmus Neergaard-Petersen, der begge har gjort indtryk i USA i 2025.
De kvalificerede sig via Final Qualifying, ligesom profiler som Joakim Lagergren, Frederic Lacroix og Matthew Jordan, der tidligere har leveret i majors.
De danske håb
Der er god grund til at sætte næsen op efter et stort dansk resultat.
To danskere til start ved Masters. Fem til start ved PGA Championship. Og nu fire til US Open.
Rasmus Højgaard, Thorbjørn Olesen, Niklas Nørgaard og Rasmus Neergaard-Petersen er alle klar til at tage kampen op med den udfordrende Oakmont.
Højgaard og Olesen kommer begge fra klaret cuts i sidste uges RBC Canadian Open, mens Neergaard-Petersen missede cuttet ved KLM Open på DP World Tour.
Niklas Nørgaard er eneste af ovenstående, som har sneget sig udenfor verdensranglistens top-100, og han missede også cuttet ved sidste uges PGA Tour turnering. Men den langtslående dansker er parat, hvis altså ikke konen går i fødsel hjemme i Danmark.
“Hvis det sker, er jeg på det første fly ud,” fortalte Nørgaard til V Sport Golf.
Du kan følge alle danskerne her, samt se turneringen på Viaplay, V Sport Golf og TV3’s kanaler.