Andendagen af NGL Q-School 1st stage Denmark blev en begivenhedsrig dag med stor dansk succes. Efterårsvejret viste sig fra sin bedste side, og trods kalenderen siger oktober, er Greve Golfklubs bane i fantastisk stand. Betingelserne var således perfekte for de 68 håbefulde golftalenter.

Magnus Lohse Ingvardsen udnyttede de gode forhold og vandt suverænt i 10 under par efter to flotte runder i 67 slag. Det var fire slag bedre end den nærmeste forfølger, Jerry Ji (-6) fra Holland, og yderligere et slag foran danske Jamie Tofte Nielsen på tredjepladsen.

Otte spillere måtte i omspil om de sidste syv pladser ved Q-School 1st stage i Greve.

Gigantisk omspil om de sidste pladser
Mens de bedste spillere fik tanket selvtillid ved NGL Q-School 1st stage Denmark, så var det naturligvis de 26 adgangsgivende pladser til Nordic Golf League Final Stage i næste uge i Sverige, deltagerne var på jagt efter. I kampen om dem, sluttede hele otte spillere lige på 20. pladsen, og da der kun var 26 billetter på højkant betød det et historisk stort omspil mellem alle otte om syv pladser i næste uge.

Det omspil endte med Greve Golfklubs hjemmebaneyndling, Mads Andersen, som sorteper til stor ærgrelse for de lokale tilskuere.

I alt klarede 20 danskere sig videre til Final Stage i næste uge i Sverige.

Se resultatet af NGL Q-School 1st stage Denmark her.