Formiddagens runder er i fuld gang, solen skinner, Great Northern kunne næsten ikke tage sig bedre ud, og flere af danskerne er begyndt at røre på sig.
Lucas Bjerregaard, der lå på en delt andenplads efter første runde, er i par for dagen efter fem spillede huller og dermed foreløbigt faldet tilbage til en delt sjetteplads. Der er dog masser af golf tilbage at spille, og især bag-9 bliver interessant, efter Bjerregaard torsdag spillede de sidste ni huller i seks under par.
Jacob Skov Olesen er til gengæld på vej frem. Efter 10 huller er han tre under for dagen og fem under samlet, hvilket har sendt ham 22 pladser frem til en delt 12. plads.
Også Jeff Winther producerer birdies – og sågar en eagle. Efter syv huller er han tre under for dagen og fire under samlet. Undervejs holede han sit andetslag fra 135 meter på hul 15 for eagle.
Kom ud og bak op
Solen skinner for fuld smadder over Great Northern, og det ser ud til at fortsætte hen over weekenden. Samtidig havde vi ni danskere inden for cutgrænsen efter første runde, så der er gode muligheder for masser af dansk golf i weekenden.
Så kom ud og bak op! Billetter kan købes både online og ved indgangen.