Det er igen blevet tid til major-golf, når årets anden major, PGA Championship, i denne uge spilles på Aronimink Golf Club i Pennsylvania, og vi retter blikket mod tre danskere, der er med i feltet.

Nicolai Højgaard, Rasmus Højgaard og Rasmus Neergaard-Petersen – en trio, vi nok skal vænne os til at se som faste navne på startlisterne i majors fremover.

Nicolai Højgaard i topform

Det er uden tvivl en Nicolai Højgaard i storform, der ankommer til Aronimink. Højgaard kommer direkte fra en 2. plads ved sidste uges signature event, Truist Championship, hvor han var med helt fremme i kampen om titlen til det sidste.

Og selvom det ikke var en major, var det stadig en turnering med verdens bedste spillere i feltet – og her satte Nicolai Højgaard flere af dem til vægs. Blandt andre verdens nummer 2, Rory McIlroy, som han spillede med i tredje runde og slog med hele otte slag.

Resultatet sendte samtidig Nicolai Højgaard helt frem som nummer 29 på verdensranglisten, den bedste placering i karrieren hidtil.

Rasmus og Rasmus

Rasmus Højgaard kommer også til Aronimink med et brugbart resultat i bagagen. Selvom han ikke var kvalificeret til sidste uges signature event, var han stadig i aktion ved ONEflight Myrtle Beach ClassicPGA Tour.

Det blev måske ikke helt til det resultat, han havde håbet på, da han sluttede som nummer 24, men danskeren spillede sig bedre og bedre gennem ugen. Efter første runde lå han uden for cutgrænsen, men kæmpede sig videre til weekenden og spillede sig derefter frem til en 24. plads.

Sidste dansker i feltet er Rasmus Neergaard-Petersen. Neergaard-Petersen har uden tvivl ikke fået den start på sit amerikanske eventyr, som han havde håbet på, med tre missede cuts i sine seneste tre starter. Derfor krydser vi alt, hvad krydses kan, for at den unge dansker finder rytmen i denne uge og får mulighed for at spille alle fire runder ved PGA Championship.

Årets PGA Championship spilles på traditionsrige Aronimink Golf Club, som er vært for turneringen for første gang siden 1962.

Og nøglen til en god score kan meget vel blive præcision fra tee. Banen byder nemlig på flere brutalt lange huller, hvor flere af par 4-hullerne sniger sig over 400 meter. Blandt andet venter det 221 meter lange par 3-hul, 8., samt det vanvittige par 4-hul, 15., der måler hele 499 meter.

Du kan følge med i PGA Championship, der starter torsdag, lige her.