Victor Sidal Svendsen og Jonathan Gøth-Rasmussen havde begge sat næsen op efter det helt store resultat, som ville sikre danskerne et af de eftertragtede 20 DPWT-kort.
Desværre blev det ikke udfaldet, da begge danskere sluttede for langt nede på leaderboardet til at kravle frem på ranglisten.
Den danske duo kan dog se tilbage på et særdeles godkendt 2025, hvor der fortsat er en sidste chance for videre avancement til europas største golfscene, når de tilslutter sig resten af spillerne på Final Stage i denne uge.
Englænderen James Morrison sikrede sig en overbevisende sejr ved Rolex Grand Final supported by The R&A på Club de Golf Alcanada og vender dermed tilbage til DP World Tour. En sejr, der bragte englænderen hele 30 pladser frem på ranglisten.
Med en samlet score i -15 og tre slags forspring til Stefano Mazzoli sluttede den 40-årige som nummer seks på Road to Mallorca Rankings, hvilket giver direkte oprykning.
Morrison, der havde sin 13-årige søn som caddie, blev den syvende englænder til at vinde sæsonfinalen, mens JC Ritchie toppede den samlede rangliste.
Svenske Albin Bergström, der spillede Nordic League sidste år, sikrede sig den sidste oprykningsplads efter en delt tredjeplads på Mallorca.