PGA Tourens flagship-turnering står for døren. Nogle kalder den også for “den femte major” – det er selvfølgelig The Players Championship.
Turneringen, der startede tilbage i 1974, gik dengang under navnet Tournament Players Championship. Den første udgave blev spillet på Atlanta Country Club og havde ingen ringere end Jack Nicklaus som vinder. I 1987 fjernede man dog “Tournament” fra navnet, og siden har turneringen været kendt under det navn, vi også kender i dag.
The Players Championship spilles, som de fleste nok ved, på TPC Sawgrass i Ponte Vedra Beach i Florida, med det ikoniske 17. hul, par 3-hullet med ø-greenen. Hvad de færreste måske er klar over er dog, at det først var fra 1982, at turneringen blev spillet på Stadium Course på TPC Sawgrass.
Det er også her, at Tiger Woods i 2001 holede et putt på tværs af 17. green på vejen mod sejren. Puttet blev senere kendt som “Better Than Most”. Er du i tvivl om, hvad vi snakker om, kan du se det her.
Den danske historie ved The Players
Kigger vi på The Players Championship med danske briller, ser det ikke helt så lyst ud.
Syv spillere har deltaget i turneringen siden 2000, hvor Thomas Bjørn var første dansker til start. Derefter skulle vi helt frem til 2008, før næste dansker gjorde sin entré, da Søren Hansen deltog. Siden har Søren Kjeldsen, Lucas Bjerregaard, Thorbjørn Olesen, Nicolai Højgaard og Rasmus Højgaard også været med.
Det bedste danske resultat er en 22.-plads, opnået af Thomas Bjørn i både 2000, 2002 og 2004.
Men 2026 kan blive året, hvor vi som danskere måske kan øjne det bedste resultat ved “den femte major”, da vi for første gang har tre spillere til start på TPC Sawgrass.
Det drejer sig om Thorbjørn Olesen, som også er første dansker på banen, når han slår ud kl. 12.40 dansk tid fra hul 1.
24 minutter senere – kl. 13.04 – slår Rasmus Højgaard ud fra hul 10.
Og sidst, men ikke mindst, slår Nicolai Højgaard ud kl. 17.30 – også fra hul 10.
Du kan følge med i The Players Championship her.