Det er blevet tid til sæsonfinalen på ECCO Touren, og dermed også sidste turnering på Nordic League. Det betyder, at når der på fredag kåres en vinder af Road to Europe Final by Sparekassen Danmark i Holstebro, finder vi samtidig ud af, hvem der får de fem eftertragtede kategorier til næste års HotelPlanner Tour.
Sæsonen har budt på spænding fra start til slut og hele 13 danske sejre på Nordic League.
Det er kun top 50, der har kvalificeret sig til sæsonfinalen, og der stiller 39 spillere til start – og der er point til de 33 bedste.
Top 10
Lige nu ser top 10 således ud:
| 1. | Adam Wallin**** | 72670 |
| 2. | Tobias Edén*** | 55797 |
| 3. | Martin Eriksson* | 40467 |
| 4. | Jacob Agerschou** | 39687 |
| 5. | Victor Bjørløw* | 38713 |
| 6. | Jesper Hagborg Asp | 34041 |
| 7. | Anders Emil Ejlersen* (OE) | 32819 |
| 8. | Sebastian Petersen* | 32461 |
| 9. | Kasper Nyland** | 31575 |
| 10. | Tom Røed Karlsen* | 31533 |
Svenske Adam Wallin og Tobias Edén er sikre på oprykning. Ikke alene kan de ikke hentes på ranglisten, men de har også henholdsvis fire og tre sejre, hvilket giver direkte oprykning til HotelPlanner Touren – uanset hvor de ender på ranglisten.
Anders Emil Ejlersen er ligeledes sikret en plads på HTP til næste sæson, da han tidligere på året vandt en turnering der.
Alt på spil
Victor Bjørløw på 5. pladsen fører i øjeblikket med knap 4.700 point ned til Jesper Hagborg Asp. Asp skal som minimum have en andenplads i Holstebro for at kunne skubbe Bjørløw ud af top 5 – men det kræver samtidig, at Victor slutter langt nede i feltet.
Svenske Sebastian Petersen skal bruge en sejr, der giver 9.000 point, for at bevare håbet om en plads i top 5. Det kræver dog også, at Jacob Agerschou slutter uden for top 8, og Victor Bjørløw uden for top 3.
Kasper Nyland har stadig mulighed for at avancere til HTP næste år – men det kræver intet mindre end en sejr. Skulle Nyland gå hen og vinde Road to Europe Final by Sparekassen Danmark, men alligevel ende uden for top 5, vil han stadig få en kategori til næste år, da det i så fald vil være hans tredje sejr på Nordic League i år.
Se startlisten her