Det så godt ud undervejs. Det så rigtig godt ud endda. Rasmus Højgaard førte med fire slag efter seks spillede huller søndag på Furesøs anlæg ved finalerunden af Danish Golf Championship. En eagle på tredje blev fulgt op af birdies på fjerde og sjette, og så missede han endda et kort birdieputt i mellemtiden på femte. Det så godt ud.
Men det er ikke let at vinde. Selv ikke for de bedste i verden. Den første bogey sneg sig ind på scorekortet på syvende, og da Penge så havde birdie på ottende, var føringen pludselig nede på to slag. Derefter indtraf katastrofen i golfmæssig forstand. Rasmus’ teeslag på det lange par 3-hul niende endte i greenside-bunkeren, og Rasmus formåede ikke at komme ud af bunkeren, og det resulterede i en dobbelt bogey.
Momentum var vendt, og “bag-ni om søndagen” viste sig som det bæst det kan være. Dét bæst der gør det svært at vinde. Men Rasmus var ikke færdig med at kæmpe. Han kom til at hænge efter med to slag, så fik han reduceret forskellen til ét slag, men da engelske Marco Penge på 17. sendte sit andet slag fra 150 meter ind til 70 centimeter, stod opgaven klar for Rasmus ned ad 18. Lav en eagle og håb på miraklet. To slag skulle hentes, og da Marco Penge havde sendt en missil ud i fairway, sendte Rasmus et endnu længere ud i samme retning. Penges andet slag ind til det fantastiske afslutningshul ramte foden af et kamerastativ og lagde sig tilrette på det korte græs, og så gik Højgaard til bolden og sendte et perfekt slag mod flagstangen på 18. green. Den landede 10 meter kort og rullede op til 3,5 meter. Eagle-chance!
Bag Højgaard og Penge blev tilskuerne lukket ind på fairway, og det gav en fuldstændig fantastisk kulisse, som arrangørerne kun kunne have drømt om. Rød-hvide farver over det hele, jubelbrøl og sange til danskerne. Og så blev det Rasmus Højgaards tur. I med eagle-puttet, og dramaet var intakt, da Penge øjeblikke forinden havde puttet til ca. halvanden meter for birdie. Der var larmende tavshed. Højgaard over puttet.
Så sendte han den lille hvide afsted, og så kom brølet. Eagle. Opgaven var udført, og nu var presset på Penge. Birdie-puttet skulle i for sejren. Og det kom det. Skuffelsen var til at tage at føle på, men det fantastiske publikum tiljublede den dygtige englænder på fornem vis.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Finaledagen
Marco Penge fra England vinder Danish Golf Championship 2025
Sikke en uge, sikke en kulisse, sikke en golfturnering. TAK til alle der lagde vejen forbi Furesø. Næste år går vi det hele igen på Great Northern ved Kerteminde fra den 13. til 16. august.
Sådan gik det danskerne der klarede cuttet ved Danish Golf Championship.
| 2 Rasmus Højgaard | -15 |
| 14 Lucas Bjerregaard | -5 |
| 16 Niklas Nørgaard | -4 |
| 16 Rasmus Neergaard-Petersen | -4 |
| 16 Thorbjørn Olesen | -4 |
| 34 Nicolai Højgaard | -1 |
| 40 Jeff Winther | +1 |
| 40 Jonathan Gøth-Rasmussen | +1 |
| 46 Jeppe Kristian Andersen | +2 |