Rasmus Neergaard-Petersen kunne næppe have ønsket sig en bedre debut i The Open Championship. Den 27-årige dansker sluttede som delt nummer ni på Royal Birkdale og leverede dermed det bedste danske resultat i en herre-major i mere end ti år. Champion Golfer of the Year blev 39 årige New Zealanske Ryan Fox.
Det var første gang, Rasmus Neergaard-Petersen stod på første tee i verdens ældste major.
Fire dage senere forlod han Royal Birkdale med karrierens største major resultat.
Med en delt 9. plads leverede danskeren sin første top-10 placering i en major og samtidig det bedste danske major-resultat siden 2016 hvor Søren Kjeldsen blev delt 7 ved The Masters og senere delt 9 ved The Open.
Efter en åbningsrunde i 72 slag spillede Neergaard-Petersen sig støt op gennem feltet. Runder i 66 og 67 fredag og lørdag bragte ham helt frem blandt de førende, og med en solid afslutningsrunde sikrede han sig en plads blandt turneringens ti bedste.
At præstere på Royal Birkdale i sin debut gør resultatet endnu mere bemærkelsesværdigt. Den klassiske linksbane stillede store krav hele ugen, men danskeren viste både tålmodighed og modenhed og lignede en spiller, der hørte hjemme i selskab med verdens bedste.
Ryan Fox vandt Claret Jug
I toppen af leaderboardet kunne Ryan Fox lade sig hylde som Champion Golfer of the Year efter en dramatisk finalerunde. Newzealænderen sikrede sig sin første majorsejr med en birdie på 18. hul og sluttede ét slag foran Cameron Young.
Foto: Getty images
