Efter en måneds pause er ECCO Tour tilbage. De næste 11 dage byder på hele tre turneringer på det fantastiske Sand Valley Golf Resort i Polen.
Og det går allerede løs fra i morgen, hvor der tages hul på Sand Valley Open – spillet på banen af samme navn. Banen er blevet kåret til den bedste i Polen, og det lidt “sjove” ved den er, at selvom det er den samme bane, der lægger græs til alle tre turneringer, giver layoutet mulighed for, at den kan spilles på flere forskellige måder. Det har tidligere resulteret i, at den er blevet sat op fra par 70 til 73.
Stærkt felt
Spring Series, uanset om den spilles på Infinitum i Spanien eller som nu i Polen, har ry for at tiltrække stærke spillere. Flere af de HotelPlanner Tour-spillere, der ikke er i Sydafrika, bruger blandt andet turneringerne i Spanien til at finpudse formen, inden de for alvor kan tage hul på sæsonen, en sæson, der egentlig burde være startet her i april.
HotelPlanner Touren skulle have spillet to turneringer i Mellemøsten i løbet af april, men grundet konflikterne i regionen har man fra HTP’s side valgt at udskyde dem til senere på sæsonen.
Det betyder, at mange af de spillere, der ellers skulle have været til start der, nu må vente på for alvor at komme ordentligt i gang. Derfor bruger de nu Spring Series på Sand Valley til at finpudse turneringsformen.
Listen af navne ville blive lang, hvis alle profiler skulle nævnes, men lad os alligevel fremhæve et par stykker – med fokus på danskerne:
Jacob Worm Agerschou, sidste års nr. 3 på Nordic League, Jeppe Kristian Andersen, der til daglig spiller på HTP, Anders Emil Ejlersen, der sidste år vandt på HTP, Marcus Helligkilde, der endelig er tilbage og snart igen stiller til start på DP World Tour, Martin Simonsen, der vandt årets første turnering på ECCO Touren, samt August Thor Høst, der hentede både en 8.- og en 2.-plads under Spring Series i Spanien.
De internationale spillere melder også deres ankomst
Der er også stærk international opbakning, da spillere fra 11 nationer gør deres entré ved Sand Valley Open. Blandt dem er nr. 1 og 2 på Road to Europe-ranglisten, de to svenskere David Lundgren og Albin Tidén.
Herudover deltager vinderen af INFINITUM Spring Series Final, finnen Lauri Ruuska. Samt Jerry Ji fra Holland, der noterede sig for en 3., en 5. og endnu en 3. plads i Spanien og aktuelt indtager en 8. plads på ranglisten.
Så uanset hvad er der lagt op til tre spændende turneringer i Polen, hvor det som sagt, går løs fra i morgen.
Du kan følge med i Sand Valley Open lige her