I de kommende uger kaster vi blikket tilbage på de danskere, der på imponerende vis klarede den videre til Challenge Tour via ECCO Tour og Nordic League.
Medmindre du var hardcore fan af dansk golf havde du sandsynligvis ikke stiftet bekendtskab med den 21 årige Smørum-spiller Jens Kristian Thysted inden 2024-sæsonen.
Ikke desto mindre viste den unge og talentfulde dansker, hvor hurtigt det kan gå i denne fantastiske sport.
Allerede i sæsonens første turnering på dansk grund sejrede Thysted. Ved Bravo Tours Open by Enjoy Resorts på Rømø strøg den unge dansker forbi alle forhåndsfavoritterne og sikrede sig en fortjent sejr. Netop sejren på Rømø husker han tilbage på med stolthed.
– Sæsonen har været meget speciel. Og at kunne løfte mit første trofæ som pro allerede i min fjerde turnering var vildt, fortæller Thysted.
Efter sejren på Rømø fulgte andre flotte top-10 placeringer på Nordic League inden sæsonens anden sejr kom på Samsø, hvor Thysted besejrede den rutinerede ECCO Tour skikkelse Morten Toft Hansen i omspil og dermed titlen ved Samsø Classic Pro-Am by Samsø Festival.
Qua de mange flotte præstationer tidlig på året blev Thysted både tildelt wildcards til Danish Golf Challenge på Odense Eventyr og Danish Golf Championship på Lübker. Oplevelser som danskeren fremhæver.
– Deltagelsen ved DGC var en drengedrøm, der gik i opfyldelse. Hele ugen var bare fantastisk at være en del af, udtaler han stolt.
Thysted præsterede foruden de to ovennævnte sejre hele 10 yderligere top-10 placeringer i debutsæsonen, og du kan se alle hans resultater for 2024 lige her.
Nyt år, nye forventninger
Der venter Jens Kristian Thysted en fuld sæson på den næststørste golfscene i Europa. Og det er et år danskeren ser frem til.
– Jeg forventer at jeg, som jeg altid gør, hygger med golfen. Flid lønner sig, og jeg skal have det sjovt i processen – så skal resultaterne nok komme. Men at holde mit CT-kort bliver klart en målsætning for mig, afslutter Smørum-spilleren.
Challenge Touren starter i begyndelsen af det nye år, og det bliver spændende at følge Thysted og de andre danskere i deres kamp om de 20 eftertragtede kort til DP World Tour.
Du kan få et overblik over CT-kalenderen og hvilke danskere, som har kategori her.