Der blev ikke dansk sejr på PGA Tour i denne uge, men både Rasmus Højgaard og Niklas Nørgaard leverede præstationer, der lover godt for resten af sæsonen.
Ved ugens største turnering, Signature Eventen Truist Championship, blev det til en delt 23.-plads for Rasmus Højgaard.
Danskeren leverede en stærk finalerunde i 67 slag (-3), hvilket sendte ham 11 pladser op på leaderboardet og sikrede vigtige FedExCup-point. Han rykker dermed op som nummer 69 – inden for den vigtige top-70, der giver adgang til første turnering af efterårets slutspil.
Turneringen blev vundet af østrigske Sepp Straka, som med en runde i 68 slag (-2) holdt hovedet koldt i en tæt søndagsduel mod Shane Lowry på Philadelphia Cricket Club.
Straka tog føringen på 16., da Lowry missede green og ikke kunne redde par fra seks fod. Østrigeren fulgte op med sikre pars på de sidste huller, mens Lowry misbrugte en birdiechance på 17. og sluttede med bogey efter problemer fra tee og tre putts på 18.
Se det endelige leaderboard her.
Imponerende, Niklas Nørgaard
Den langtslående danskeren har for alvor fået gang i sin 2025-sæson.
I den sideløbende ONEflight Myrtle Beach Classic leverede Niklas Nørgaard sin hidtil bedste indsats på amerikansk jord. Med en finalerunde i 63 slag (-7) – dagens laveste score – sprang han 29 pladser frem og sluttede som delt nummer fem.
Topplaceringen sender Nørgaard op som nummer 135 på FedExCup-listen, og bekræfter, at danskeren for alvor har fået hul på sin 2025-sæson.
Turneringen blev vundet af australieren Ryan Fox, som afgjorde det hele med en holet birdiechip på første omspilshul.
Du finder det endelige leaderboard her.