Finalerunden på Sand Valley bød på lidt af hvert.

Kort før vi gik live på YouTube ved 11-tiden, lød der et jubelbrøl fra hul 9, det korte par 4-hul, som i denne turnering har spillet omkring 270 meter. Morten Ørum Madsen slog sit drive fra det fremrykkede teested, bolden landede på green, hoppede et par gange og endte i bunden af koppen til stor jubel for en lille gruppe af unge danskere, der havde misset cuttet men som stod ved greenen.

“Det er et vanvittigt spil”, sagde Morten Ørum, der med sin albatross kortvarigt var i delt føring i 19 under. Kort efter kom feltets førende spiller Tobias Edén nemlig til -20, og derfra så Edén sig ikke tilbage. Morten Ørum var efter sin albatross syv under par efter ni spillede huller, men han fandt desværre ikke flere birdies på vejen ind. Til gengæld endte han med tre bogeys på de sidste ni, og han endte på en delt ottendeplads.

Tobias Edén startede dagen i -19 med en fire slags føring. Da han kom til  -2 for dagen på hul 11 bragte han sig atter i spidsen, og derfra gik han yderligere to under. Det betød, at han førte med to slag inden hul 18 foran landsmanden Adam Wallin, der førte ranglisten inden Sand Valley Spring Series Final. Det blev der imidlertid lavet om på, da Tobias Edén holede et 2-meter par-putt på 18 og cementerede sejren på to slag til Wallin, der missede muligheden for at lægge pres på Edén med sit birdie-putt på sidste.

Jeppe Kristian Andersen endte alene på tredjepladsen efter at have gået syv under i sidste runde. Han er også nummer tre på ranglisten efter Edén og Wallin. Victor Bjørløw er nummer fire og Adam Andersson nummer fem.

Dagens bedste runde stod svenske Joel Sylvén og danske Oliver Hundebøll for. De brugte begge 65 slag, otte under banens par. Sylvén sluttede på en delt sjetteplads og Hundebøll på en delt 11. plads.

Slutstllingen kan ses her.

Road to Europe-ranglisten kan ses her.