Det blev spændende – langt mere end forventet. Faktisk mere spændende, end det så ud til efter 12 spillede huller af finalerunden ved ECCO Tour Sand Valley Masters, hvor skotske Eric McIntosh førte med tre slag til svenske Oliver Gillberg, præcis som efter de første to runder. Ikke nok med det, så lignede han sikkerheden selv.

Men…

På 13. hul, et kort par 4, som spillerne kan drive, slog McIntosh sin bold op i forkanten af greenen, mens Gillberg placerede sin i venstre side af greenen. McIntosh puttede ind til en sikker birdie, men Gillberg holede sit eagleputt – og pludselig var forspringet reduceret til to slag.

Begge spillere lavede par på 14 og 15, inden de nåede det korte par 4-hul, 16., endnu et hul der kan angribes fra tee. Gillberg, der havde honnøren, slog sit drive langt til højre, mens McIntosh slog sin op pin-high i position A1. Svenskeren leverede en flot flag fra roughen og holede for birdie, mens McIntosh måtte nøjes med par. Forspringet var nu nede på ét slag.

På par 3-hullet, 17., ramte begge greenen, men Gillberg lå tættest. McIntosh lagde ud og sikrede sig et sikkert to-putt for par, mens Gillberg endnu en gang holede et langt putt for birdie. Dermed var stillingen helt lige inden 18.

Begge spillere fandt fairway fra tee. McIntosh slog ikke dagens bedste slag og efterlod sig selv omkring 10 meter fra flaget på den 70 meter lange green. Gillberg derimod brugte bakken perfekt fra venstre side og lagde bolden op til cirka tre meter. Begge spillere to-puttede, og så skulle afgørelsen findes i omspil.

I omspillet slog begge perfekte drives ned midt gennem fairway, så tæt, at der skulle måles for at afgøre, hvem der var længst fra. Gillberg havde æren og slog sit slag op til cirka fem meter fra hullet. Denne gang svarede McIntosh igen ved at bruge bakken og lagde bolden helt tæt – omkring 30 cm fra hullet. Da Gillberg missede sit birdieputt, kunne McIntosh sikkert tappe sin i og dermed sikre sejren i ECCO Tour Sand Valley Masters.

Leth fortsætter de gode takter

Martin Leth Simonsen havde måske håbet på endnu mere. Han startede dagen på en 3. plads, fire slag efter føringen, men med to hurtige birdies på hul 1 og 2 var han pludselig kun to slag fra førstepladsen.

Herefter gik momentum lidt tabt, og med bogeys på hul 9 og 12 var han tilbage i par for runden og seks slag efter.

Med en stærk afslutning og tre birdies på de sidste huller kunne han dog skrive under på en runde i 67 (-3) og sikre sig en flot 3. plads alene.

Det er Leths tredje top-10-placering i år, inklusive en sejr, og han indtager nu 3. pladsen på ranglisten.

Skuffende dansk turnering

Som vi også skrev i går, var der ikke mange danskere i toppen af leaderboardet. Dog formåede én spiller at gøre Leth selskab, Jeppe Kristian Andersen.

Med dagens laveste runde – en bogeyfri 7 under par, sprang han frem til en delt 4. plads.

Tre danskere sluttede på en delt 14. plads: Mads Røddik, Sebastian Friedrichsen og Emil Tingsted Blum.

Se det endelige leaderboard her