Finske Lauri Ruuska gik ind til finaledagen ved INFINITUM Spring Series Final – by ECCO, med et solidt forspring på fem slag.

Finaledagen blev dog langt fra problemfri.

Der var lovet regn og blæst over INFINITUM – og det fik spillerne. De svære forhold gav Ruuska en svær start. Efter blot tre huller havde han sat hele sit forspring over styr efter en åbning med bogey, par og dobbeltbogey. Senere fulgte endnu en dobbeltbogey på hul 8, og pludselig var finnen ikke længere i front.

Samtidig begyndte de øvrige spillere i førerbolden også at få problemer i de svære forhold. Hollandske Jerry Ji, der ellers har været stabil gennem hele Spring Series, lavede flere bogeys, mens polske Nicolas Tymenski, der ellers var tre under par efter fire huller – faldt tilbage og sluttede dagen i to over par.

Efter 14 huller blev spillet midlertidigt afbrudt, da kraftig regn havde oversvømmet flere greens. Da spillerne gik til pause, havde Ruuska igen fået et forspring på tre slag.

Efter cirka en times afbrydelse blev spillet genoptaget, og her holdt Ruuska hovedet koldt. Med tre pars og en birdie på de sidste huller sikrede han sig sejren – hans første på ECCO Touren.

Danskerne gjorde flot figur

Dagens bedste runde stod danske amatør Mads Heller for. Den blot 19-årige dansker gik en imponerende bogeyfri runde i syv under par og spillede sig op på en delt tredjeplads. Det var anden runde i træk i syv under par for Heller, der i anden runde spillede sig over cutgrænsen.

Bedste dansker i turneringen blev August Thor Høst, der med en finalerunde i fire under par sluttede samlet i 11 under par. Høst har kun forbedret sine resultater gennem hele Spring Series, og fortsætter formen, tegner det til at blive en stærk sæson.

Oliver Hunebøll Jørgensen blev delt syver i syv under par.

Martin Leth Simonsen sluttede som nummer 11, mens Jonas Lykke Petersen, Jamie Tofte Nielsen og Gustav Frimodt endte på en delt 17. pladsen i tre under par.

Se det endelige leaderboard her