Der er fire danskere til start ved DS Automobiles 83° Open d’Italia: Jacob Skov Olesen, Jeff Winther, Niklas Nørgaard og Marcus Helligkilde.
Efter første runde er det italienske hjemmebanehåb Edoardo “Dodo” Molinari, der har lagt sig alene i front efter en imponerende runde i 63 slag. Molinari er et velkendt ansigt på ECCO Touren, hvor han de seneste to år har deltaget ved Spring Series på Infinitum.
For danskerne ser det også fornuftigt ud.
Jacob Skov Olesen åbnede turneringen med en runde i 4 under par, hvilket rakte til en delt 16. plads, mens Niklas Nørgaard fulgte lige efter med en 68’er (-3) og en delt 22. plads.
Winther spiller sig frem
Jeff Winther fik en lidt mere stille start med en åbningsrunde i 1 under par.
Til gengæld har danskeren fundet momentum i anden runde. I skrivende stund er han 3 under par for dagen efter otte huller og dermed samlet 4 under par.
Det bringer ham op på siden af Jacob Skov Olesen, der også er i gang med sin anden runde. Skov er i par for dagen efter ti huller, og de to danskere deler dermed en 22. plads i 4 under par.
Niklas Nørgaard er faldet en smule tilbage på leaderboardet og ligger aktuelt på en delt 33. plads, men har endnu ikke slået ud i anden runde.
Marcus Helligkilde åbnede med en runde i 2 over par og har derfor brug for en god anden runde for at spille sig inden for cutgrænsen, der i øjeblikket ligger på 2 under par. Danskeren er 1 under for dagen efter ni spillede huller.
Du kan følge med lige her.