Birdiefesten fortsatte under anden runde af Sand Valley Spring Series Final, hvor spillerne blev mødt af solskin fra morgenstunden og temperaturer, der for første gang i løbet af de seneste 10 dage gjorde korte ærmer mulige.
Og de gunstige forhold udnyttede Sebastian Friedrichsen til fulde. Friedrichsen, der normalt huserer på HotelPlanner Tour, fulgte sin runde i 9 under par op med en bogeyfri runde i -8, hvilket bringer ham til -17 samlet. Det giver danskeren et forspring på to slag ned til svenskerne David Nyfjäll og David Lundgren i -15.
Udskiftning i top-10
Der har været ændringer i toppen af leaderboardet. Udover en ny mand i front har vi blandt andet fået selskab af Anders Emil Ejlersen, der gik dagens laveste runde i 11 under par. Det bringer ham op på en delt 4. plads.
Og som om en bogeyfri runde i -11 ikke var nok, kunne den faktisk have været endnu lavere. Ejlersen havde flere putts fra omkring 2,5 meter, som han efterlod for korte.
Frederik Birkelund er en anden dansker, der leverede en fejlfri runde uden bogeys. Han kunne skrive under på -8, hvilket bringer ham til -11 samlet og en delt 10. plads.
Vi har også fået selskab af Sigurður Árni Garðarsson og Jerry Ji, der begge leverede runder i 63 (-10), dagens næstlaveste score. Garðarsson sprang hele 25 pladser frem og indtager en delt 5. plads i -13, mens Ji ligger side om side med blandt andre Birkelund i -11.
Danskerstatus
Martin Leth Simonsen, der førte efter første runde, formåede ikke at tage det suveræne spil med videre. Det blev til en runde i -1, og på en dag med meget lave scores betød det et fald til en 9. plads.
Bjørn la Cour Søborg fik en turbulent start på runden med en dobbeltbogey på hul 10 (han startede på bag-9), efterfulgt af en eagle på hul 12 og endnu en bogey på hul 15. Herefter spillede han sig flot tilbage og gik 4 under resten af vejen. Det blev til en runde i -3 og en samlet score på -11, men alligevel et fald på seks pladser.
På en delt 13. plads finder vi Christian Jacobsen og Oliver Hundebøll. Hundebøll, der havde æren af at sætte pindende til runde 2, kvitterede med en hole-in-one på hul 3 – maksimal udnyttelse af egne pinde!
På en delt 18. plads i -9 finder vi Jamie Tofte Nielsen, August Thor Høst og Jacob Worm Agerschou.
Se hele leaderboardet her