Spring Series Polen er igang igen, og første runde af ECCO Tour Sand Valley Masters er nu spillet færdig. Banen spilles denne gang som en par 70, i modsætning til sidste turnerings par 72, selvom banen kun er 130 meter kortere.

Vejret viste sig ligeledes fra sin varme side en time øst for Gdansk med temperaturer op mod 25 grader – men det blev vinden, der satte sit præg på runden og udfordrede spillerne mest undervejs.

Dansk/svensk føring efter første runde

Oliver Hundebøll leverede dagens mest iøjnefaldende danske præstation. Med en eagle, fem birdies og kun en enkelt bogey på kortet kom han rundt i 64 slag (-6) og placerede sig i toppen af leaderboardet.

Den føring deler han med svenske Adam Andersson, der med seks birdies og ingen pletter på scorekortet også kunne skrive under på en runde i 64.

Danskerne tæt samlet i toppen

Det blev generelt en stærk dansk dag. Victor Bjørløw kom rundt i 65 slag (-5) og ligger dermed alene på en foreløbig 3.-plads, selvom en dobbeltbogey på 9. hul kortvarigt truede rytmen. Lige efter følger William Gøth-Rasmussen og Jacob Agerschou, som begge leverede bogeyfri runder i 66 slag (-4) – en score, der placerer dem på en delt 4.-plads.

Hele seks danskere deler en 10.-plads i -2, så der er masser af forhåbninger for gode dansker resultater ved ECCO Tour Sand Valley Masters.

Efter første runde er cutgrænsen par, så der er fortsat masser af spænding tilbage i Polen.

Følg med i livescore og opdateringer fra ECCO Tour Sand Valley Masters – lige her