Når Danish.Golf Challenge i denne uge vender tilbage til Odense Eventyr, bliver det med sidste års vinder, Jonathan Gøth-Rasmussen, i feltet. Selvom triumfen i 2025 kom på Bogense Golfklub, er det stadig med gode minder fra det fynske, at danskeren ankommer til årets turnering på Odense Eventyr Golf.

Og selvom et titelforsvar naturligt giver lidt ekstra opmærksomhed, forsøger Gøth-Rasmussen at gå ind til ugen som enhver anden turnering.

– Jeg tror ikke, jeg har prøvet at vinde noget to gange i træk før, så jeg har ikke helt knækket koden. Men det handler bare om at tage det som enhver anden uge, siger han til Danish.Golf.

Den danske profil kommer til Odense efter en uge, hvor især scoringen fungerede, selvom spillet fra tee til green ikke helt var, hvor han ønskede det.

– Det var en god runde, og jeg scorer en masse, men spillet var ikke specielt godt. Der er nogle momenter – især det korte spil – som fungerer rigtig fint. Jeg skal bare lige finde ud af at få ordentligt fat i det og ramme nogle flere greens, forklarer han.

Sidste år viste forholdene i Bogense sig at passe godt til Gøth-Rasmussens spil, og meget tyder på, at det også kan blive tilfældet i år.

– Der er rimelig fornuftigt med plads derude, og roughen er ikke vanvittigt høj. Så umiddelbart synes jeg egentlig, at banen passer mig meget godt, siger han.

Gratis adgang hele ugen

Danish Golf Challenge spilles fra torsdag til søndag på Odense Eventyr Golf med hele 17 danskere i feltet.

Der er fri entré for tilskuere alle dage, og dermed mulighed for at komme helt tæt på nogle af Europas største profiler på HotelPlanner Touren – samt flere af de danske navne.