Imorgen onsdag går det løs ved GolfPromote 25th Anniversary Open, når et af årets absolutte højdepunkter på ECCO Tour-kalenderen løber af stablen på Lübker Golf Resort.
Turneringen kan med rette kaldes årets uofficielle major på Nordic League.
Med 12.600 euro til vinderen og flere point på spil end ved en almindelig turnering, er der nemlig ekstra meget at hente for spillerne i jagten på de eftertragtede pladser i top-5 på Road to Europe-ranglisten.
Det betyder også, at en sejr i denne uge kan få stor betydning for resten af sæsonen.
En mesterskabsbane venter
Rammerne fejler heller ikke noget. Der spilles på Lübker Golf Resort ved Nimtofte, som mange danske golfinteresserede vil huske som værtsbane for Danish Golf Championship i 2024. Spillerne skal ud på Sand/Sky-sløjferne, og banen står knivskarpt inden ugens turnering.
Samtidig ser vejret ud til at blive en medspiller. Prognoserne melder om temperaturer omkring 20 grader, let overskyet vejr og kun ganske lidt vind. Det betyder, at spillerne får gode betingelser for at gå lavt, men også at der ikke bliver mange undskyldninger at gemme sig bag.
Stærkt felt på plads
Der er flere profiler, som bliver spændende at følge i denne uge. Et af de mest interessante navne er Joachim B. Hansen. Danskeren har haft et par svingende sæsoner. Men meget tyder på, at den tidligere dobbelte DP World Tour-vinder er på vej tilbage.
I sidste uge han nemlig i omspil for sejren i Sverige, og ugen forinden blev det til en 8. plads på Samsø.
Derudover bliver det spændende at følge Oliver Hundebøll Jørgensen, der er den højest rangerede dansker på Road to Europe-ranglisten blandt de spillere, der fortsat spiller på Nordic League.
Næsten hele toppen er med
Flere af de største profiler på ranglisten er også til start på Lübker.
David Lundgren kommer til turneringen som nummer 2 på Road to Europe efter en sæson med hele syv top-10 placeringer og sejren på Samsø for bare 14 dage siden.
Anton Karlsson, der vandt i Sverige i sidste uge, er rykket op som nummer 3 på ranglisten, mens Jesper Sandborg indtager 4. pladsen og Albin Tidén 5. pladsen. Med så mange af ranglistens topspillere samlet, er der lagt op til en spændende uge på Lübker. Og måske får vi svaret på, hvem der kan tage det næste store skridt mod HotelPlanner Touren, når årets uofficielle major skal afgøres fredag.
Du kan følge med lige her