Nu er det for alvor blevet ugen for Danish Golf Championship, og allerede tirsdag den 11. august bliver der masser af aktivitet på Great Northern.

Her spilles den første af ugens to Pro-Am-turneringer, og tirsdag er der tilmed gratis adgang for alle tilskuere.

En Pro-Am er en oplagt mulighed for at opleve de professionelle spillere helt tæt på, se hvordan de forbereder sig til en turnering på DP World Tour og samtidig opleve dem i lidt mere afslappede rammer.

Tirsdagens Pro-Am har løbende start fra kl. 07.30 til 09.20, men det er langt fra kun i det tidsrum, der er mulighed for at se golf. Når Pro-Am-feltet har slået ud, vil der være mulighed for prøvespil for resten af spillerne, og der vil derfor være aktivitet på banen gennem hele dagen.

Kendte profiler på banen tirsdag

Det er ikke kun de professionelle golfspillere, der kan opleves på Great Northern tirsdag.

Pro-Am-feltet byder også på en række kendte profiler fra sportens og underholdningens verden. Her kan publikum blandt andre opleve Nikolaj Jacobsen, landstræner for de danske håndboldherrer, den danske NHL-stjerne Nikolaj Ehlers, EM-vinder John “Faxe” Jensen, ni-dobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen samt Lars Ranthe og Uffe Holm.

På den professionelle side er der også masser af erfaring fra DP World Tour. Blandt andre er David Horsey, der vandt Made in Denmark i 2015, og den tidligere Ryder Cup-spiller Ross Fisher med i tirsdagens Pro-Am.

Store golfnavne onsdag

Onsdag den 12. august venter endnu en Pro-Am, og her bliver der for alvor skruet op for de store golfnavne.

Her kan publikum blandt andre opleve Rasmus Højgaard, Bubba Watson, Rasmus Neergaard-Petersen, Jacob Skov Olesen, Thorbjørn Olesen og Henrik Stenson.

Med Watson og Stenson er der både majorsejre og masser af Ryder Cup-erfaring på banen, mens flere af de største danske spillere får deres sidste forberedelse, inden det torsdag går løs i selve Danish Golf Championship.

Også på amatørsiden er der store internationale navne. Tre markante fodboldprofiler skal nemlig en tur omkring Great Northern, Ruud Gullit, der både har vundet Ballon d’Or og EM med Holland, samt de danske fodboldlegender Søren Lerby og Preben Elkjær.

Onsdag bliver dermed en oplagt mulighed for at komme helt tæt på flere af turneringens største profiler, inden alvoren begynder torsdag.

Gratis adgang tirsdag

Vil du have en smagsprøve på Danish Golf Championship, er tirsdag en oplagt mulighed.

Der er gratis adgang til Great Northern tirsdag den 11. august, mens der fra onsdag den 12. august kræves billet for at få adgang til området.

Danish Golf Championship spilles fra torsdag den 13. til søndag den 16. august på Great Northern.

Se leaderboardet lige her

Køb billetter her