Vi er gået ind i den absolut sidste del af sæsonen – The Final 5 Play-Off – hvor det hele skal afgøres. Fem spillere sikrer sig en kategori til næste års HotelPlanner Tour, og kampen om pladserne er intens.

Og i denne uge venter en af sæsonens helt store højdepunkter: Great Northern Challenge, ECCO Tourens uofficielle major. Her er præmiepengene større, og dermed er der også flere ranglistepoint på spil – noget der kan vise sig at være altafgørende i jagten på et af de eftertragtede kort.

Format og baneændringer

Turneringen afvikles som en delvis PRO-Am. Når det går løs tirsdag, står 78 professionelle og 78 amatører klar til start – og i første runde spiller de sammen. For proerne er formatet dog stadig slagspil.

Som noget særligt har arrangørerne valgt at vende banen om i denne uge, præcis som det bliver tilfældet næste år, når Great Northern er vært for DP World Tour-turneringen Danish Golf Championship. Det betyder blandt andet, at hul 10 spilles som hul 1 – og at det ikoniske hul 9, et krævende par 3 over vand, nu bliver afslutningshullet.

Top-10 inden Great Northern Challenge

Sådan ser stillingen ud i Road to Europe lige nu:

  1. Adam Wallin

  2. Tobias Edén

  3. Jacob Agerschou

  4. Victor Bjørløw

  5. Anders Emil Ejlersen (OE)


  1. Jeppe Kristian Andersen

  2. Sebastian Petersen

  3. Jesper Hagborg Asp

  4. David Nyfjäll

  5. Kasper Nyland

Anders Emil Ejlersen har allerede sikret sig sit kort via en sejr på HotelPlanner Touren tidligere i år. Det betyder, at det femte kort rykker et hak ned – og at Jeppe Kristian Andersen i øjeblikket sidder på det sidste adgangsgivende kort til næste sæson.

Både Jacob Agerschou og Kasper Nyland har vundet to gange på Nordic League i 2025. En tredje sejr vil automatisk rykke dem direkte ind på HotelPlanner Tour – uanset deres placering på ranglisten, når sæsonen er slut.

Opløbsstrækningen er i gang

Vi er altså i den afgørende fase, hvor alt kan ske, og hvor drømmen om at avancere til næste niveau for alvor er på spil.

Én ting er sikkert: der bliver masser af drama i Kerteminde. Og er du i nærheden, er der al mulig grund til at kigge forbi Great Northern og opleve morgendagens stjerner på en bane, der næste år skal stå sin prøve på allerstørste scene.