Noget tyder på, at Hamish Brown lige skulle bruge et par turneringer på at finde rytmen igen. Resultaterne er i hvert fald kun gået én vej siden sæsonstarten på HotelPlanner Touren.

Det begyndte med et misset cut, blev fulgt op af en delt 22. plads – og i går leverede danskeren sit hidtil bedste resultat i år med en delt 13. plads ved NTT Data Pro-Am i Sydafrika. Brown sluttede i samlet -9 efter tre runder.

Turneringen blev reduceret til 54 huller, da kraftig regn onsdag samt torsdag morgen efterlod banen under vand, og i de bløde forhold var scores generelt lave. Her trak hjemmebanespilleren MJ Daffou det længste strå og sikrede sig sejren med fire slag ned til nærmeste forfølger.

Resultatet sender Hamish Brown frem som nr. 25 på Road to Mallorca-ranglisten, hvor top-20 ved sæsonens afslutning sikrer sig en kategori til DP World Tour. Selvom sæsonen stadig kun lige er gået igang, kunne danskeren allerede ligne en god kandidat til oprykning, hvis udviklingen fortsætter.

I alt seks danskere var til start i Sydafrika, hvor halvdelen spillede sig videre til finalerunderne.

Næstbedste dansker blev Sebastian Friedrichsen med en 32. plads, hans bedste resultat i sæsonen indtil videre.
Jeppe Kristian Andersen kom også videre til finalerunden og sluttede som nr. 48.

Se det endelige leaderboard her.