Her er det, vi allerede ved om næste sommers nye golfbrag
Danish Golf Championship er netop afsluttet på Great Northern, men allerede næste sommer vender golf i international klasse tilbage til Kerteminde.
I uge 29 i 2027 får en helt ny golfbegivenhed premiere, når Danmark og Norge tørner sammen i THE VIKING.
Men hvad er THE VIKING egentlig? Hvem skal spille? Og hvad kan vi allerede nu forvente os af den nye dansk-norske landskamp?
Danmark mod Norge
Grundidéen er simpel.
Danmark mod Norge. 12 spillere på hvert hold og nogle af de største golfnavne, de to lande nogensinde har fostret, helt i front.
Nicolai og Rasmus Højgaard er kaptajner for Danmark, mens Viktor Hovland og Kristoffer Reitan står i spidsen for Norge. Og modsat traditionelle kaptajnroller skal de fire profiler ikke kun stå på sidelinjen. De skal selv være en del af holdene og spille med i matchen.
Dermed er der allerede nu lagt op til en landskamp med nogle ganske prominente navne på scorekortet.
Verdensstjerner skal spille sammen med næste generation
Men THE VIKING skal være mere end en duel mellem fire af Nordens største profiler.
Hvert hold kommer til at bestå af 12 spillere på tværs af køn, generationer og niveauer. Juniorer og unge talenter skal således spille side om side med profiler fra blandt andet ECCO Tour, HotelPlanner Tour, DP World Tour og PGA TOUR.
Netop den blanding er en central del af tanken bag THE VIKING.
For mens der naturligvis skal kæmpes om håneretten mellem Danmark og Norge, skal matchen samtidig give nogle af de spillere, der normalt står langt fra golfens største scener, muligheden for at stå på den sammen med dem, de selv jagter.
Hvem der får muligheden for at trække den danske eller norske trøje over hovedet, ved vi endnu ikke.
To lande på få dage
THE VIKING bliver heller ikke afgjort på én golfbane.
Den første udgave skal spilles over få dage i både Norge og Danmark. Great Northern er allerede offentliggjort som dansk værtsbane, mens den norske bane bliver præsenteret senere.
Dermed får begge lande hjemmebane undervejs i opgøret, og danske golffans får endnu en mulighed for at opleve international golf på Great Northern blot et år efter Danish Golf Championship.
Det endelige turneringsformat, spilledage og måden pointene skal fordeles på er endnu ikke offentliggjort.
Første kapitel i noget større
Premieren i 2027 er samtidig tænkt som begyndelsen på noget, der skal række længere end én sommer.
THE VIKING skal være en årlig begivenhed og er udviklet af GolfPromote og norske NextUp Golf som en del af ambitionen om et tættere samarbejde omkring professionel golf i Norden.
På længere sigt er ambitionen blandt andet at skabe en stærkere platform for international golf i regionen og være med til at bane vejen for, at DP World Tour igen kan få en stærk tilstedeværelse i Danmark og Norge.
Først skal der dog findes en vinder af det første slag.
Danmark mod Norge. Hovland mod Højgaard. Verdensstjerner og morgendagens profiler på samme hold.
Uge 29, 2027.
THE VIKING er på vej.