Hvilken dag, hvilken scene, hvilken afslutning!
Jeff Winther vinder Danish Golf Championship efter en fuldstændig vanvittig afslutning, hvor både Winther og Rasmus Højgaard nærmest head-to-head udkæmpede en sand battle om sejren, til trods for at de ikke spillede i samme bold.
Den altid glade Jeff Winther lagde stærkt fra land med to hurtige birdies, og da spillerne i front stille og roligt begyndte at lave den ene bogey efter den anden, var danskeren lige pludselig for alvor en bejler til sejren.
Det var lige indtil to bogeys i streg meldte sig på banen på hul 6 og 7.
Men det skulle vise sig ikke at være mere end en lille ridse i lakken. For derfra lavede Winther ikke en eneste fejl.
En birdie på hul 9 blev fulgt op af endnu en på hul 10, hvor han holede et putt fra omkring 10 meter.
Og da vi nærmede os afslutningen, begyndte tingene for alvor at spidse til.
Der lød pludselig et brøl, der med garanti kunne høres helt inde i Kerteminde centrum. Det var Rasmus Højgaard, der lavede eagle på hul 17 efter også at have lavet birdie på både hul 15 og 16.
Men på hul 16, lige bag Rasmus Højgaard, skete der også ting og sager.
Winther ramte green fra tee på det korte par 4-hul og gav sig selv en gylden mulighed for eagle.
Da jeg ramte green på 16. i ét. Der fik jeg lige det der sug i maven. Man står der og håber på, bolden stopper på green, og den ikke fiser over eller triller tilbage kort af green. Og så kom tanken, Okay, nu er der faktisk en mulighed for, at du kan løbe med hele lortet.
Et putt. En eagle. Og pludselig hed scoren -15.
Med to pars på de sidste to huller var sejren en realitet.
Jeff Winther er vinder af Danish Golf Championship!
Det er umuligt at rangere. Det ligger lige efter mine børns fødsel, tror jeg. Nej, det er helt fantastisk. Jeg tror ikke, det er sunket ind endnu, men jeg er helt ubeskriveligt lykkelig.
Winther skulle efter planen have spillet igen på DP World Tour i Skotland i næste uge, men mon ikke den nykårede vinder af Danish Golf Championship har fortjent en lille pause.
Mere dansk succes
Som om det ikke var nok med en dansk vinder, finder vi yderligere tre danskere i top-10.
Rasmus Højgaard blev næstbedste dansker på en delt 2. plads efter en finalerunde i 69 slag.
Marcus Helligkilde hentede sit bedste resultat siden august 2023 med en delt 7. plads efter en flot finalerunde i -4 og en samlet score i -11.
Sidste dansker i top-10 blev Jacob Skov Olesen, der sluttede på en delt 9. plads i -10.
En finaledag på Great Northern med dansk sejr og fire danskere i top-10. Det bliver ikke meget bedre.
Se det endelige leaderboard her