Det blev en hæsblæsende finaledag på Sand Valley i Polen – i mere end én forstand. Hvor vejret havde været roligt de første to runder, blæste det for alvor op tirsdag, og med svære pindplaceringer på de store, ondulerede greens var der lagt i kakkelovnen til en dramatisk afslutning på Sand Valley Championship.
Svenske Adam Wallin gik ind til finalerunden med en komfortabel føring på tre slag, men det forspring smuldrede hurtigt.
Jeppe Kristian Andersen lagde sig for alvor i front, da han lavede en imponerende eagle på det hul 8 – et par 5-hul – og bragte sig samlet til -16, -6 for dagen. Og han var langt fra færdig. Kun tre huller senere gentog han bedriften med endnu en eagle på hul 11, hvilket sendte ham op på -18 og udbyggede føringen til to slag.
En bogey på hul 15 kunne ikke ryste danskeren, der holdt nerverne i ro og lukkede runden med tre sikre pars. Dermed kunne Jeppe Kristian Andersen lade sig hylde som vinder af Sand Valley Championship.
I front på Road to Europe
Med sejren rykker Jeppe Kristian Andersen også helt til tops på Road to Europe og bliver samtidig den første spiller i år, der krydser den grænsen på 20.000 point, med samlet 20.100. Dog skarp forfulgt af Svenske Tobias Edén.
Godkendt dansk afslutning
Selvom ingen danskere for alvor udfordrede Jeppe Kristian i kampen om sejren, leverede flere danske spillere solide præstationer.
August Thor Høst blev næstbedste dansker med en delt 5.-plads i -13. Høst har kæmpet med formen i længere tid, men med denne placering ser han ud til at være på rette vej. Mads Laage sluttede på en delt 7.-plads i -12, mens Victor Bjørløw akkurat klemte sig ind i top 10 med en delt 9.-plads.
Se hele resultatlisten lige her
Link til ranglisten her