Når Bravo Tours Open by Visit Tønder på Enjoy Resorts, Rømø, begynder onsdag morgen, så er det med et sjældent stærkt ECCO Tour felt.
Jeff Winther benytter sin friuge på Europa Touren til at være med på Rømø, hvor hans karriere for alvor blev sparket i gang i 2012 med sejr over Lucas Bjerregaard i et dramatisk omspil.
Feltet ved Bravo Tours Open bærer tydeligt præg af, at især de skandinaviske Challenge Tour spillere indtil nu har levet en turbulent forårs-tilværelse med begrænset adgang til turneringsgolf. Derfor er navne som Rasmus Hjelm, Mads Søgaard, Steven Jeppesen, Mads Vibe-Hastrup, Martin Leth Simonsen, Benjamin Poke og flere andre til start på ECCO Touren til en turnering, som kan blive en stormfuld affære. Største navn i feltet er dog Jeff Winther.
– Det er altid sjovt at være med på ECCO Touren, og Rømø er et genialt sted at medbringe familien, så det er ganske naturligt, at jeg holder formen ved lige her i denne uge, fortæller Jeff Winther, som er bookmakernes favorit til at vinde på Rømø.
– Jeg har det godt her på banen, og jeg håber, at jeg kan blande mig i toppen. Det er klart, at jeg har vigtigere uger i løbet af året, men derfor vil man jo altid gerne gøre sit bedste, fortæller Winther, der igen i næste uge er tilbage på Europa Touren.
Og Jeff Winther har i høj grad gode minder fra Rømø. Det var her, han i 2012 fik karrierens første professionelle sejr, da han i omspil ved Sydbank Masters by Visit Tønder slog sin nuværende Europa Tour kollega Lucas Bjerregaard i omspil.
– Det viser jo bare, at når man vinder på ECCO Touren, så er man god nok til at nå til Europa Touren. Det var en vigtig sejr for mig dengang, og helt sikkert én af de turneringer, jeg husker bedst, slutter Jeff Winther.
Du kan se startlisten til Bravo Tours Open by Visit Tønder 2017 her.
Unibet har lavet odds på Bravo Tours Open by Visit Tønder. De odds kan du finde her, ligesom du kan tilmelde dig ECCO Tourens Unibet konkurrence og vinde et Pro-Am hold her.
Du kan desuden se odds på head to head matcher her.