I Sverige afvikles Nordic League sæsonens eneste hulspilsturnering, SM Match, på Vasatorp denne uge. Der var store forhåbninger om dansk sejr med mange formstærke spillere, men kvartfinalen blev endestationen.
Jacob Worm Agerschou kom ind til ugen som en af de helt store favoritter. Med to sejre i Finland i bagagen og et ry som en af Nordic Leagues mest birdie-glade spillere, lignede han på forhånd et godt bud på en finalekandidat i hulspilsformatet.
Planmæssigt spillede han sig også videre fra de indledende runder.
Side om side med Jamie Tofte Nielsen og Victor Bjørløw, der begge allerede har vundet i år. Men i kvartfinalen stoppede festen brat for hele den danske trio.
Agerschou måtte kapitulere mod svenske Albin Tidén på 19. hul, Tofte Nielsen tabte til hollandske Tom Hoetmer, og Bjørløw blev sendt ud af svenske Martin Eriksson. Netop Hoetmer og Eriksson mødes i fredagens finale.
Selv om danskerne måtte nøjes med kvartfinaler, var der alligevel både trøst og værdi at hente. Placeringen giver hver især knap 12.500 kroner samt vigtige point til ranglisten. Point der kan vise sig yderst afgørende i jagten om oprykning til HotelPlanner Tour.
Først gælder det dog sæsonens sidste regulære turnering, Esbjerg Open by FREJA, der starter onsdag.
Her skal Agerschou, Bjørløw og de øvrige danskere jagte endnu et topresultat i kampen om et af de fem gyldne kort til HotelPlanner Tour i næste sæson.
Se resultatet fra SM Match her.
Få overblikket over Road to Europe ranglisten her.