Magnus Østergaard leverede dagens laveste runde med en bogeyfri 64’er, 8 under par, under anden runde. Det var nok til at sende ham fra en 11. plads helt til tops på leaderboardet og sikre sig et forspring på tre slag inden morgendagens finalerunde af Samsø Festival Pro-Am – by United Tickets.
Var man i tvivl om, hvad der var ekstra varmt i Magnus’ bag i dag, så havde han selv et bud efter runden:
Jeg synes egentlig jeg spiller godt hele dagen, og lige pludselig så falder de alle sammen bare i. 8 1-putts i træk.
Der hører dog også en anden historie til dagens runde.
På hul 5 skulle Østergaard indtaste sin score i livescoringen, og her modtog han et billede af sin lille niece, der kom til verden i nat.
Pludselig virkede golfen ikke helt så vigtig længere. Om den nyhed havde en indflydelse på dagens golf, må stå hen i det uvisse, men timingen var i hvert fald ikke den værste.
Fire spillere jagter
Tre slag bag Østergaard finder vi hele fire spillere på en delt 2. plads i -9. Det drejer sig om Mads Laage, Emil Tingsted Blum, Jonas Lykke Sørensen og svenske David Lundgren.
Især Jonas Lykke Sørensen havde gang i noget særligt torsdag. Med en runde i 66 slag, 6 under par, spillede han sig hele 14 pladser frem på leaderboardet.
Fælles for samtlige spillere i top-5 er, at ingen af dem tidligere har vundet på ECCO Touren. Der er derfor lagt op til, at vi får en mulig førstegangsvinder, når turneringen skal afgøres i morgen.
Flere danskere blander sig
Dog er intet afgjort endnu.
På en delt 6. plads i -8 finder vi yderligere fire spillere blot ét slag længere tilbage. Det drejer sig om Oliver Hundebøll Jørgensen, Benjamin Poke, Bjørn la Cour Søborg samt en svensk amatør.
Med så mange spillere samlet inden for få slag af føringen, er der lagt op til en spændende finalerunde på Samsø.
Se det fulde leaderboard her