Det blev til den første professionelle sejr i 10 år for italianske Matteo Manassero, mens to danskere sluttede i top-10, da Challenge Touren besøgte København.
Inden dagens runde så der, på papiret, ikke ud til at blive meget spænding om sejren ved Copenhagen Challenge presented på Ejner Hessel. Finske Matias Honkala gik ind i finalerunden med hele seks slag ned til nærmeste konkurrent. Der skulle dog ikke gå ret længe, før den føring blev markant mindre. Bogeys på hul fem, seks og syv, samt birdies fra en række af forfølgerne betød at det var helt tæt i toppen.
Det udnyttede 19-årige Casey Jarvis og den nu 30-årige italianer, Matteo Manassero. Inden sidste hul var de to nu helt lige, og Manassero skulle bruge en birdie for at sikre sig sejreren. Den rutinerede DP-world tour vinder fik det næsten til at se for nemt ud, og kunne uden besvær trille bolden den sidste meter i hul for sin birdie og dermed sejren i -12 for turneringen. Matias Honkola sluttede turneringen med en 75’er (+3) og en samlet score på -9, hvilket var nok til en tredjeplads – et flot resultat af ECCO Tour spilleren.
Bedste danskere var Benjamin Poke og Hamish Brown, der gik finalerunder i henholsvis 67 (-5) og 70 (-2) slag og sluttede -4 sammanlagt. Det var nok til en delt niende plads og dermed også det bedste Challenge Tour resultat for Hamish Brown i år. Lidt længere nede finder vi Jeppe Kristian Andersen og Alexander George Frances, der sluttede side om side på 14. pladsen blot et slag fra top-10. Sidste dansker, der gik videre til weekendens spil var Morten Toft Hansen, der sluttede delt 45 i +3 for turneringen.
Nordic League-ranglistens førende spiller, svenske Charlie Lindh, sluttede på en delt femteplads. Det er en vigtig uge for alle spillerne, men for Nordic League og ECCO Tour-spillerne er der ekstra meget på spil. De tager nemlig 50% af de point de tjener denne uge med over til ranglisten.