I ‘Nyt og Noter’ får du hver uge lidt lommeuld fra den store golfverden, selvfølgelig med primær fokus på de danske udøvere.

Masters i horisonten

Nicolai Højgaard er i denne uge igen på 50. pladsen på den officielle verdensrangliste, OWGR. Og meget tyder på, at den 22-årige komet kan begynde at glæde sig til at skulle med på Augusta National i april næste år. I hvert fald, hvis man kan tro de mange eksperter, der på diverse platforme – primært X – ytrer sig om deres prognoser for situationen ved årsskiftet. 1. januar er nemlig den første skæringsdato, hvor alle i top 50 bliver inviteret. Robert McIntyre er den nærmeste konkurrent der er i aktion denne uge, og han skal vinde Australian Open for at skubbe Højgaard ud.

— o0o —

Tiger er tilbage

Det lyder som et ekko fra de seneste mange år, men den er god nok – endnu engang er Tiger Woods tilbage på golfbanen og deltager i en turnering. Det er ikke en almindelig PGA Tour-turnering, men derimod hans egen Hero World Challenge, hvor han er vært for 20 spillere der konkurrerer om 3,5 millioner dollars – og verdensranglistepoint på Bahamas. Tiger Woods har ikke spillet siden han trak sig undervejs på tredje runde af The Masters tidligere i år. I mellemtiden er han blevet opereret endnu engang i sit ben. Tiger Woods fylder 48 år i december.

Discovery+ sender fra turneringen.

— o0o —

Årets nye spiller

Det blev japanske Ryo Hiasatsune, der blev kåret som årets Rookie of the Year på DP World Tour, eller på dansk, årets nye spiller. Undervejs i sæsonen vandt den 21-årige japaner Cazoo Open de France, og han tilspillede sig yderligere syv top ti-placeringer og endte som nummer 17 på Race to Dubai. En position, som også sikrede ham et kort til PGA Tour 2024.

Man har kåret årets nye spiller på DP World Tour siden 1960, kun én gang er dansker blevet kåret, det var Thomas Bjørn i 1996.

— o0o —

Ingen plads til Lind og Gøth-Rasmussen

Det ser desværre ud til, at hverken Søren Lind eller Jonathan Gøth-Rasmussen får plads i South African Open, der begynder på torsdag. Lind er fortsat 4. reserve, mens Gøth-Rasmussen er 9. reserve.

– Hvis jeg ikke rykker et par pladser frem i dag, ser det svært ud. Så bliver det en træningsuge i stedet, siger Lind fra Sydafrika.

Joachim Hansen og Sebastian Friedrichsen er de eneste to danske deltagere.

— o0o —

Vind VIP billetter

Hvem vil ikke gerne være VIP? Nu har du chancen for at blive det, hvis du deltager i vores konkurrence om at vinde to VIP-billetter til Danish Golf Championship. Tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi hver uge vil forkæle dig med de seneste nyheder om danske golfspilleres præstationer samt sidste nyt om Danish Golf Championship.

Tilmeld dig her

— o0o —