Morten Ørum Madsen vinder for første gang siden 2019. Det sker ved Cutter & Buck Fjällbacka Open i Sverige efter tre omspilshuller med Jacob Agerschou og Isak Eriksson.

2279 dage. 326 uger. 75 måneder. Du vælger selv.

Så lang tid skulle der gå, før Morten Ørum Madsen igen kunne løfte et trofæ.

Ørum lå et par slag efter de førende inden finalerunden, og efter fem huller lignede han alt andet end en vinder. Scoren lød på +2 for dagen, og selv en top-10 placering virkede pludselig fjern.

Men den tidligere DP World Tour-vinder fik vendt skuden. Silkeborgenseren leverede fem birdies og en eagle på vej mod en stærk finalerunde i 67 slag (-4), hvilket sendte ham i omspil med landsmanden Jacob Agerschou og svenske Isak Krabbe Eriksson.

Agerschou havde ellers et forspring på ét slag på sidste hul, men en bogey betød, at afgørelsen måtte findes i omspil.

Her viste Ørum klassen. Med tre birdies på tre huller kunne han endelig kalde sig vinder igen – for første gang siden 2019.

Sejren bringer Ørum op på 11. pladsen på Road to Europe, hvor Jacob Agerschou med den flotte andenplads ridder videre på formen og nu indtager 16. pladsen.

Du kan se det endelige leaderboard her.