Molinari-brødrene, Edoardo og Francesco, er begge bekræftet som deltagere ved Danish Golf Championship 2025, der spilles fra den 14. til 17. august på Furesø Golfklub.

Dermed får publikum en sjælden mulighed for at opleve to af Europas mest rutinerede og anerkendte golfprofiler på dansk grund – side om side.

Edoardo Molinari har haft en stærk international karriere med sejre på DP World Tour og som vinder af U.S. Amateur Championship i 2005 – som den første italiener nogensinde. Han har desuden været vicekaptajn for det europæiske Ryder Cup-hold flere gange, senest i 2023, og er anerkendt for sin rolle bag kulisserne med statistik og strategi.

Francesco Molinari er tidligere vinder af The Open og en sand Ryder Cup-legende. I 2018 skrev han historie som den første italiener til at vinde en major og leverede samtidig fem sejre ud af fem mulige, da Europa under dansk ledelse af Thomas Bjørn besejrede USA i Paris. I år er han udnævnt som vicekaptajn for det europæiske hold til Ryder Cup 2025.

At begge Molinari-brødre stiller op, er en unik mulighed for danske golfentusiaster til at opleve international topgolf på tæt hold.

Sikre dig billet allerede nu:

KØB DIN BILLET LIGE HER