Det er ikke mere end tre uger siden, at Morten Ørum Madsen tog sin første sejr på Nordic League i seks år. Det gjorde han i Sverige, og i morgen, fredag, har han muligheden for at tage sejr nummer to på tre uger på Samsø.

I torsdagens anden runde ved Samsø Festival Pro-Am – by United Tickets satte Silkeborg-spilleren hele ni birdies på kortet og fulgte sin 66’er onsdag op med en 65’er torsdag. 15 birdies og en eagle har Ørum noteret i turneringens to første runder, hvor fire bogeys har trukket i modsatte retning.

Det betyder, at han overnatter i 13 under par før finalerunden, og han fører med tre slag til Herning-spilleren Kristian Svinth Dideriksen, der har formået at undgå bogeys i turneringens første to runder. Dideriksen er 10 under par, og han skal ud i førerbold med Morten Ørum og hollandske Rick Hessing klokken 7.55 fredag morgen på Samsøs smukke bane.

Morten Ørum vandt South African Open på DP World Tour I 2013, og han jagter et comeback til europæisk topgolf. Fredag kan han tage et stort skridt mod en tilbagevenden til HotelPlanner Tour, den tidligere Challenge Tour.

Rick Hessing deler tredjepladsen i ni under med de to nordmænd Tom Røed Karlsen, Jarand Ekeland Arnøy og de to danskere Sebastian Wiis, der vandt turneringen i 2023, og Magnus Østergaard.

Du kan følge finalerunden af Samsø Festival Pro-Am – by United Tickets på Danish Golfs YouTube på dette link fra kl. 11.00 fredag.

Leaderboard