Rasmus Neergaard-Petersen fortsætter med at imponere!

Rekordmange danskere – hele fem spillere – er til start i denne uge på PGA Touren ved Valspar Championship. Det er i sig selv imponerende og vidner om, hvor stærkt dansk golf står i øjeblikket.

Men noget der er mindst ligeså imponerende er at man efter første runde ikke behøver at scrolle langt ned ad leaderboardet for at finde den første dansker. Rasmus Neergaard-Petersen leverede endnu engang en stærk præstation og ligger lige nu på en delt 9.-plads efter en fejlfri runde i 69 slag (-2). Han er blot to slag fra førstepladsen, som fem spillere deler i -4 – en solid start, der kan bane vejen for endnu et topresultat på verdens stærkeste tour.

Neergaard-Petersen kvalificerede sig til Valspar Championship via sin imponerende andenplads ved Puerto Rico Open – en mulighed, han nu udnytter fuldt ud og fortsætter med at bygge videre på.

På trods af at have været professionel i mindre end to år er den 25-årige dansker allerede placeret som nummer 77 på verdensranglisten og veletableret på DP World Tour.

Drømmen om en plads på PGA Tour rykker dog tættere på, især efter hans præstation i Puerto Rico, hvor han hentede 165 point til FedEx Cup-ranglisten for spillere uden fast medlemskab. Skulle Neergaard-Petersen formå at skrabe yderligere 21 point sammen, vil han matche den 150.-placerede spiller fra 2024-sæsonen og dermed kvalificere sig til Special Temporary Membership. Det vil åbne døren for et ubegrænset antal sponsorinvitationer resten af 2025.

Kun ét slag efter Neergaard-Petersen finder vi Nicolai Højgaard, der gik sin runde i 70 slag (-1), hvilket placerer ham på en delt 23.-plads.

Thorbjørn Olesen er også med i denne uge, og efter at have spillet sine første ni huller i -2, lykkedes det ham desværre ikke at fastholde momentum. Han endte første runde i par, hvilket placerer ham på en delt 39.-plads.

Niklas Nørgaard rundede sin runde af i +4 og ligger delt 121, mens Rasmus Højgaard var et slag dårligere i +5 og indtager en delt 132.-plads.

Valspar Championship kan ses på Max og Eurosport2

Se stillingen her!