Rasmus Neergaard-Petersen bliver ved med at vise sig frem på allerstørste scene. Denne uges US Open er ingen undtagelse, hvor danskeren med en 69’er på lørdagens tredje runde spillede sig ind i top-10.
Rasmus Neergaard-Petersen fik langt fra den start, han havde håbet på lørdag eftermiddag på Oakmont. Med bogeys på to af de første tre huller, så det ud til at blive en hård lørdag for den unge fremadstormende dansker.
Men med fire birdies i træk fik han hurtigt vendt op og ned på scenarierne, og med en runde i -1 er han placeret på ottendepladsen i sin blot anden majoroptræden.
Rasmus Højgaard og Niklas Nørgaard kæmpede lidt mere på den udfordrende mesterskabsbane, hvor det blev til henholdsvis en 74’er og en 75’er.
Højgaard ligger nummer 39 inden finalerunden søndag mens Nørgaard er placeret som nummer 54.
Sam Burns holder snævert føringen før finalerunden i U.S. Open
Sam Burns fører U.S. Open 2025 efter tredje runde på Oakmont Country Club og går ind til finaledagen i samlet -4. Amerikaneren noterede tre birdies og to bogeys i en runde i 69 slag, og han topper leaderboardet ét slag foran Adam Scott og JJ Spaun.
Burns var kortvarigt nede i feltet efter en tidlig bogey, men fik styr på spillet og klatrede tilbage til toppen med sikre pars og præcise birdies – særligt på 13. og 17. hul.
Adam Scott leverede dagens laveste score med en stærk 67’er. Australieren kom for alvor i gang efter turn og satte birdies på både 13., 14. og 17. hul. Det bringer den tidligere Masters-vinder i ideel position til at jagte sin anden Major-titel.
JJ Spaun var ligeledes med helt fremme det meste af dagen og delte føringen undervejs. Han kom godt fra start med en sjælden birdie på hul 1 og spillede stabilt hele dagen, men en bogey på 18. hul sendte ham ét slag bagud i kampen om føringen.
Norges Viktor Hovland er den eneste anden spiller under par før finalerunden. Han ligger alene på fjerdepladsen i -1 og har stadig kontakt til toppen.
Blødere forhold efter nattens regn gjorde banen en smule mere spilbar, men Oakmont viste stadig tænder. Med kun fire spillere under par venter en benhård søndag i kampen om én af årets største titler.
Du kan se leaderboardet lige her, og følge turneringen på V Sport Golf, Viaplay og TV3’s kanaler.