Sæsonfinalen på DP World Tour er i gang, og første runde af DP World Tour Championship er nu i hus.

Der er 52 spillere til start: Top 50 på Race to Dubai-ranglisten, samt de Ryder Cup-spillere, der ikke automatisk var inden for top 50. Det gælder for Ludvig Åberg og Shane Lowry.

Der er fire danskere til start: Nicolai Højgaard, Rasmus Højgaard, Rasmus Neergaard-Petersen og Jacob Skov Olesen.

Og førstnævnte dansker er også ham, der kom bedst ud af startblokkene. En runde i 67 (-5), bestående af seks birdies og en enkelt bogey, placerede Nicolai Højgaard på en delt sjetteplads.

De øvrige danskere kom også ganske fornuftigt fra start. Jacob Skov Olesen og Rasmus Neergaard-Petersen var næstbedste danskere – blot ét slag dårligere end Nicolai – efter runder i 68 slag. En score, der var nok til at knibe sig ind i top 10 og placere begge på en delt niendeplads.

Rasmus Højgaard kunne skrive under på en runde i 70 slag (-2), hvilket placerer ham på en delt 22.-plads efter første runde.

Anden runde er i fuld gang, og du kan se leaderboardet her.