24-årige Nicolai Højgaard er en stjerne. Han er hjemme i Danmark denne uge for at spille med ved Danish Golf Championship.

“Det var lidt en win-win”, sagde han og fortsatte “enten ville jeg spille med i slutspillet på FedEx Cup, og det ville have været fedt, men nu hvor det ikke lykkedes, så kunne jeg spille med her i Furesø. Det er den fedeste uge til Danish Golf Championship, og det glæder jeg mig altid til”, sagde verdens nummer 89.

Nicolai Højgaard har hele sæsonen kæmpet for at spille sig ind i top-70 på PGA Tourens rangliste, men da han lige akkurat ikke lykkedes med det, stod det klart, at han kunne rejse hjem til Danmark og spille med i den danske DP World Tour-turnering.

“Det har været fedt i USA”, sagde den 24-årige Højgaard der sammen med sin tvillingebror Rasmus flyttede til Florida i starten af året og fortsætter “Det har været så fedt at have et verdensklasse-anlæg at træne på. Det har været svært at begrænse sig med træningen, men vi skal lige finde balancen”, sagde den unge “træningsnarkoman” med et stort smil og fortalte videre “Jeg og vi elsker at være hjemme i Danmark, så nu kommer jeg hjem og spiller de næste 4-5 uger i Europa, og så satser jeg på at stille op i Sanderson Farms på PGA Tour i starten af oktober.”

“Furesø er en fed test”, siger Nicolai. “Den kan spille tricky, hvis det bliver rigtigt varmt, og greens ‘firmer’ op (bliver hårde). Strategien er ikke helt lagt fast endnu, men jeg glæder mig til at se og mærke opbakningen fra de forhåbentlig mange danskere ude på banen.”

Nicolai Højgaard slår ud klokken 13.00 fra hul 1 sammen med norske Kristoffer Reitan og major-vinderen og Ryder Cup-vicekaptajn Francesco Molinari.

Du kan stadig købe billetter via linket herunder.

KØB BILLET HER