Tidlig Højgaard-fejl kostede – men danskeren kæmpede sig tilbage i Phoenix
Nicolai Højgaard gik i førebolden ved WM Phoenix Open blot ét slag fra Hideki Matsuyama og med mulighed for at sikre Danmark sin første sejr på PGA Touren.
Men golf viste sig fra sin ubarmhjertige side. Allerede på 2. hul gik det galt, da Højgaard sendte sit drive ud i venstre side. Fejlene hobede sig op, og da hullet var færdigspillet, måtte danskeren notere en tung triple bogey på scorekortet.
Danskeren svarede flot igen og kæmpede sig tilbage i par for dagen efter seks huller, men Hideki Matsuyama spillede stabilt og holdt fast i føringen. Samtidig meldte både Scottie Scheffler og Chris Gotterup sig ind i topstriden nedefra.
Eagle og birdie tændte håbet
Højgaard nægtede at give slip. En stærk eagle på 13. hul og en birdie på 17. bragte ham tilbage i kampen, og pludselig var han igen blot to slag fra førstepladsen.
På 18. hul lavede Matsuyama en fra hans side, sjælden bogey, hvilket sendte ham i omspil med Gotterup.
Højgaard stod samtidig med et langt birdieforsøg fra forkanten af green for at komme med i omspillet, men puttet manglede det sidste.
Dermed sluttede Højgaard på en flot, men også bitter, tredjeplads.
I omspillet trak Chris Gotterup det længste strå og sikrede sig sejren i Phoenix.
Trods skuffelsen er tredjepladsen et af de bedste danske resultater nogensinde på PGA Touren og sender Højgaard op som nr. 18 på FedEx Cup-ranglisten. Endnu et tegn på, at en dansk sejr kan være tæt på.
Momentum udeblev for de øvrige danskere
Også Rasmus Højgaard og Rasmus Neergaard-Petersen spillede sig videre til weekenden, og længe tydede meget på, at flere danskere kunne blande sig i toppen.
Rasmus Højgaard begyndte finalerunden på en delt 11. plads, men på TPC Scottsdale scores der lavt. En afsluttende runde i +1 kostede dyrt og sendte ham 13 pladser tilbage, så han sluttede turneringen som nr. 24.
For Rasmus Neergaard-Petersen blev weekenden mere jævn end prangende. Med to runder i par fandt han aldrig helt de lave scores frem og endte turneringen på en 41. plads.
Det blev måske ikke helt den danskerweekend, der var lagt op til, men med tre ud af fire danskere videre efter cuttet og klare tegn på, at danske spillere kan blande sig i topstriden, er der alligevel grund til optimisme set med danske briller.
Se det endelige leaderboard her.